Christiani & Nielsen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Christiani & Nielsen, i dag Christiani & Nielsen (Thai) Public Company Limited, er en internationalt kendt, oprindeligt dansk entreprenørvirksomhed og rådgivende ingeniørfirma stiftet i 1904 af ingeniør Rudolf Christiani og forhenværende premierløjtnant i Marinen Aage Nielsen.[1][2]
Firmaet specialiserede sig i brokonstruktion, marine arbejder og andre armerede betonkonstruktioner,[1] og ydede en pionérindsats ved opgaver med pælefunderinger, kajanlæg, buebroer og sænketunneler.
Firmaet oplevede stor succes og ekspanderede voldsomt. Allerede 1906 fik firmaet en filial i Århus, og i 1908 fulgte en afdeling i Hamburg, 1910 en i Skt. Petersborg, 1913 i London, 1916 i Norge, 1918 i Sverige, 1919 i Frankrig og 1930 i Siam[1] (i dag Thailand). Senere fulgte afdelinger i bl.a. Australien og Sydamerika.
Ved bygningen af en sænketunnel under floden Maas i Holland udviklede firmaet og ingeniør Aage E. Bretting en særlig metode til fundering, som blev benævnt sandunderskylning.
I de senere år er firmaet kommet i søgelyset for dets ivrige samarbejde med Det tredje Rige i Europa under Danmarks besættelse.