Den Grundlovgivende Rigsforsamling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den Grundlovgivende Rigsforsamling var en forsamling på 152 mænd bestående af 114 folkevalgte og 38 kongevalgte, som fra den 23. oktober 1848 diskuterede og udformede Danmarks første grundlov, Junigrundloven, der trådte i kraft med kongens underskrivelse den 5. juni 1849.
- Denne artikel omhandler forsamlingen. Opslagsordet har også en anden betydning, se Den Grundlovgivende Rigsforsamling (maleri).
Forsamlingen åbnede den 23. oktober 1848 med en åbningstale af Frederik 7. Allerede den 24. oktober 1848 forelagde justitsminister Carl Emil Bardenfleth forsamlingen et udkast til en grundlov for Danmark og Slesvig, som var udarbejdet af regeringen i det såkaldte Martsministeriet med D.G. Monrad som hovedforfatter og med sproglig tilretning af Orla Lehmann.[1]
Forsamlingen blev indledt i skyggen af den 1. Slesvigske Krig, og den nationalliberale A.F. Krieger foreslog den 6. november 1848 behandlingen udskudt til Slesvigs stilling var afklaret, men han fik ikke opbakning hertil.[2]
Den første tid diskuterede medlemmerne forsamlingens forretningsorden, ligesom enkelte andre sager blev forelagt forsamlingen, bl.a. indførelsen af almindelig værnepligt.[3]
Spørgsmålene om især valgretten og dens udstrækning samt om rigsdagens indretning i et eller to kamre blev heftigt debatteret. Talelysten var stor i forsamlingen, og i december 1848 stod det klart at arbejdsgangen måtte lægges om, hvis man nogensinde skulle blive færdige. Endelig den 21. december nedsatte forsamlingen et grundlovsudvalg på 17 medlemmer, som skulle underkaste grundlovsudkastet en nærmere behandling. Den 22. februar 1849 afgav grundlovsudvalget sin betænkning, hvor især spørgsmålet om selve ordningen af Rigsdagen (paragrafferne 30-36) delte sig i ikke mindre end fem mindretalsforslag.[4]
De egentlige grundlovsforhandlinger blev indledt den 26. februar 1849. Først efter langvarige og vanskelige forhandlinger blev der opnået forlig om et forslag, der var fremsat af højesteretsassessor P.D. Bruun og prokurator C.M. Jespersen.[5] Forsamlingen vedtog endeligt den færdige grundlov den 25. maj 1849, hvor forslaget blev vedtaget med 119 stemmer mod 4, mens 26 var fraværende.[6] Grundloven fik Frederik 7.s underskrift den 5. juni 1849.[7] Valgloven til rigsdagen fik kongens underskrift den 16. juni 1849.[8]
Ændringerne i forhold til det udkast, der var blevet forelagt den 24. oktober, var ikke gennemgribende. Grundlovsudkastet fra 1848 for Danmark og Slesvig rummede 80 paragraffer, mens den endelige grundlov af 5. juni 1849 rummede 100 paragraffer. I væsentlige forhold var det udkastets ånd og indhold, der blev rigets nye forfatning. Til forskel fra det oprindelige udkasts ordlyd blev junigrundloven givet med et forbehold for, at alt, hvad der vedrørte Slesvigs stilling, måtte afvente, til der ved fredsslutning var skabt normale forhold. Men det var fortsat hensigten, at den efter krigen skulle udstrækkes til at gælde for Slesvig.