Hjortø
ø i det Sydfynske Øhav / From Wikipedia, the free encyclopedia
Hjortø er en lav, inddiget moræneø i det Sydfynske Øhav mellem Drejø og Tåsinge 13 km sydvest for Svendborg. Øen dækker et areal på 0,90 km², og består af i alt 13 boliger, der fordeler sig med fem gårde og otte huse. Øen har i 2021 kun 5 fastboende, men ca. 10 har fast adresse på øen. I 1911 var befolkningstallet 64, i 1930 sunket til ca. 50. Øen blev i 1970 en del af Svendborg Kommune. Selvom en trediedel af Hjortøs 90 ha er agerjord, er jorden med støtte fra EU udlagt til brakmarker. Markerne er blevet hegnet, og en landmand fra Fyn sender i sommerhalvåret ungkreaturer til afgræsning af brakmarkerne.
Hjortø | |
---|---|
Geografi | |
Sted | Sydfynske Øhav |
Koordinater | 54°57′50″N 10°29′5″Ø |
Areal | 0,90 km² |
Højeste punkt | 3,5 m |
Administration | |
Land | Danmark |
Kommune | Svendborg Kommune |
Demografi | |
Folketal | 7[1] (2023) |
En enkelt ernærer sig ved fiskeri og som afløser på Hjortøboen, med licens til at fiske fra 400 ruser og 12 bundgarn. Føreren af Hjortøboen bor på øen, resten er pensionister. En del af øens huse benyttes som fritidsboliger. Der er kun et firma på øen; det sælger fuglehuse.
De fastboende på øen har en part i Hjortø Forsamlingshus, som de i fællesskab vedligeholder. Forsamlingshuset benyttes ofte af folk udefra til privatfester og lignende. Hvert år i maj vælger øens beboere en ny oldermand, og forhold af fælles betydning aftales.