Jónas frá Hriflu
From Wikipedia, the free encyclopedia
Jónas Jónsson, kendt som Jónas frá Hriflu, (født 1. maj 1885 i Hriflu, død 19. juli 1968) var en islandsk underviser, folkeoplyser og politiker, der er regnet for en af de mest indflydelsesrige personer i det 20. århundredes islandsk kulturliv og politik. Han var oprindelig lærer og skolebogsforfatter, men gik siden ind i politik. Han var formand for Fremskridtspartiet 1934-44, og justits- og kirkeminister 1927-32.
Jónas blev født i Hriflu i Sudur-Þingeyjarsýsla. Han gik i Möðruvalla Skole og søgte om at komme på latinskolen i Reykjavík i 1905, men havde ikke råd til at betale skolepengene, da hans familie havde sparet penge nok op blev han afvist af rektor Steingrímur Thorsteinsson for at være for gammel.
I stedet tog han på Askov Højskole i Danmark, og flyttede derefter til England for at studere ved Ruskin College i Oxford, der var kendt for at modtage studerende fra arbejderklassen. Ved hjemkomsten til Island i 1909 fandt han sig selv i opposition til den gruppe af nyrige islændinge, der havde sat sig på magten efter indførelsen af hjemmestyret i 1904, og blev involveret i politik. Han blev valgt til Altinget i 1922 for det liberale bondeparti Fremskridtspartiet og sad i tinget indtil 1949. Han var justitsminister i 1927-32 og partiformand 1934-44.