![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/cf/USS_Quincy_%2528CA-39%2529_under_fire_during_the_Battle_of_Savo_Island_on_9_August_1942_%2528NH_50346%2529.jpg/640px-USS_Quincy_%2528CA-39%2529_under_fire_during_the_Battle_of_Savo_Island_on_9_August_1942_%2528NH_50346%2529.jpg&w=640&q=50)
Slaget ved Savoøen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Slaget ved Savoøen eller slaget ved Savo Island var et søslag, som blev udkæmpet i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Det blev udkæmpet mellem flådestyrker fra den kejserlige japanske flåde og de Vestallierede. Slaget fandt sted den 8. – 9. august 1942 og var det første store søslag under slaget om Guadalcanal. Det var det første af mange søslag, som blev udkæmpet i det, som på grund af de mange sunkne krigsskibe kom til at hedde Ironbottom Sound, nær øen Guadalcanal. Slaget var det første af fem store søslag og sø- og luftslag, som fik betydning for landslaget på selve Guadalcanal, da japanerne forsøgte at imødegå den amerikanske offensiv i Stillehavet. Disse intense søslag fandt sted med korte mellemrum, som voksede til længere og længere mellemrum i takt med at begge sider havde behov for at omgruppere og reparere, og fortsatte indtil slaget ved Tassafaronga den 30. november 1942. Herefter måtte japanerne i betragtning af de stadig større tab, forsøge at overføre forsyninger til tropperne på Guadalcanal med undervandsbåde og pramme indtil det sidste store søslag – slaget ved Rennell Island fandt sted den 29. – 30. januar 1943 mens de forsøgte at trække sig tilbage og evakuere deres resterende landstyrker.
|
||||||||||||||||||||||||||||||
Som reaktion på den allierede landgang på de østlige Salomonøer sejlede viceadmiral Gunichi Mikawa sin eskadre af 7 krydsere og en destroyer ned gennem New Georgia Sound (også kaldet "the Slot") fra de japanske baser på New Britain og New Ireland for at angribe den allierede landgangsflåde og dens eskorte. Eskorten bestod af 8 krydsere og 15 destroyere under den britiske kontreadmiral Victor Crutchley VC, men kun 5 krydsere og syv destroyere var involveret i slaget. Mikawa overraskede den allierede styrke og slog den på flugt mens han sænkede en australsk og tre amerikanske krydsere. Japanene led selv kun små skader. Straks efter slaget trak Mikawas styrke sig tilbage uden at forsøge at ødelægge de allierede transportskibe, som var involveret i landgangen.
De resterende allierede krigsskibe og amfibiestyrker trak sig tilbage fra Salomonøerne og overlod midlertidigt kontrollen over farvandet omkring Guadalcanal til japanerne. Allierede landstyrker var gået i land på Guadalcanal og omkringliggende øer blot to dage tidligere. Tilbagetrækningen af flåden efterlod dem i en prekær situation, hvor de knap nok havde tilstrækkelige forsyninger, udstyr og fødevarer til at holde deres brohoved. Mikawas undladen af at ødelægge de allierede transportskibe da han havde chancen skulle vise sig at være en vigtig strategisk fejltagelse for japanerne, da det tillod de allierede at fastholde deres fodfæste på Guadalcanal til sidst komme sejrrige ud af kampen.