VM i håndbold 2005 (kvinder)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i håndbold for kvinder 2005 var det 17. (indendørs) håndbold-VM for kvinder. Slutrunden blev afholdt i Skt. Petersborg, Rusland i perioden 5. – 18. december 2005.
Slutrunden havde deltagelse af 24 hold, der først spillede en indledende runde i 4 grupper med 6 hold. De tre bedste hold i hver gruppe gik videre til hovedrunden, hvor der blev spillet i to nye grupper med 6 hold. Fra hovedrunden gik de to bedste hold fra hver gruppe videre til semifinalerne, mens nr. 3 og 4 gik videre til placeringskampe om 5.- 8.-pladsen.
Mesterskabet blev vundet af værtslandet Rusland, der slog Rumænien 28-23 i finalen, og som dermed vandt VM for anden gang (første gang var i 2001). Bronzen gik til Ungarn, der vandt 27-24 over Danmark i bronzekampen.