A-bus (København)
busnet i København / From Wikipedia, the free encyclopedia
A-busser er en type bybusser i København, der kører ofte og er let tilgængelige i kraft af mange stoppesteder. De blev indført af det daværende HUR Trafik den 20. oktober 2002 i forbindelse med åbningen af den første etape af Københavns Metro. A-busserne drives i dag af trafikselskabet Movia, der har udliciteret driften til forskellige entreprenører. A-busserne er gule og kan kendes på deres røde hjørner.
- For alternative betydninger, se A-bus. (Se også artikler, som begynder med A-bus)
Siden den 13. oktober 2019 findes der seks A-buslinjer, mens yderligere tre er blevet nedlagt og én er blevet omdannet til Cityline. I myldretiden køres der uden fast køreplan men blot med angivelse af et forventet interval mellem busserne, der kan være helt ned til 3-4 minutter. I aftentimerne er der ca. 10 minutter mellem hver A-bus, mens der om natten køres hvert 20. eller 30. minut. På nogle yderstrækninger er det dog kun hver anden bus, der kører helt igennem. I 2022 havde de seks A-buslinjer 32,3 mio. passagerer tilsammen, svarende til 20,6 % af alle Movias passagerer.
Konceptet med A-busser findes også i Køge, Roskilde, Ringsted, Holbæk og Helsingør, samt i Næstved, hvor linje 601A blev oprettet i 2010, nedlagt i 2016 og blev genoprettet i 2022. Movia oprettede en eller to linjer i hver by i 2009-11, hvilket er beskrevet i særskilte artikler. Det samme gælder for Midttrafiks A-busser i Aarhus og i Randers.