Aramæere
From Wikipedia, the free encyclopedia
Aramæere er personer fra et af de vestsemitiske folk, som fra 1100-tallet dannede stærke småriger i det nordlige Syrien. En aramæer taler aramæisk.
Aramæere (Aramæisk: ܐܪܡܝܐ , Ārāmāye'; Engelsk: Aramaeans) var en vestsemittisk folkegruppe, som var dels nomader og dels pastoralister (fåre- eller fædrift) som levede i øvrige Mesopotamien (bibelske Aram) i løbet af den sene bronzealder og jernalder. Aramæere havde aldrig et samlet rige, men var delt i uafhængige kongedømmer over hele Mellemøsten og den vestlige Asien. Efter bronzealderens sammenbrud blev deres politiske indflydelse begrænset til et antal syrisk-hettittisk stater, som til sidst blev helt og holdent absorberet i det nyassyriske rige i løbet af 700-tallet f.Kr.
I kontrast udviklede deres sprog, gammelaramæisk, sig til at blive lingua franca, fællessprog, for hele den frugtbare halvmåne og i senantikken udviklede det sig til de litterære sprog gammelsyrisk og mandeisk. Forskere har til og med benyttet begrebet "aramaisation" for processen, hvor de assyrisk-babylonske folkene blev aramæisk talende i løbet af den senere jernalder.[1]