Australian Open-mesterskabet i herredouble 2019
From Wikipedia, the free encyclopedia
Australian Open-mesterskabet i herredouble 2019 var den 107. turnering om Australian Open-mesterskabet i herredouble. Turneringen var en del af Australian Open 2019 og bliver spillet i Melbourne Park i Melbourne, Victoria, Australien i perioden 16. - 27. januar 2019.
Australian Open 2019 Herredouble | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Tennis Australia |
Turnering nr. | 107 |
Dato(er) | 16. - 27. januar 2019 |
Spillested | Melbourne Park |
Værtsby | Melbourne, Victoria, Australien |
Underlag | Hardcourt (Plexicushion) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | A$ 3.537.000 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Herredouble |
Pierre-Hugues Herbert Nicolas Mahut (1. titel) |
Mesterskabet blev vundet af Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut, som dermed vandt Australian Open-mesterskabet i herredouble for første gang og som samtidig fuldførte en karriere-grand slam i herredouble, idet parret tidligere havde vundet de tre andre grand slam-titler i herredouble. Det franske par blev dermed det blot ottende makkerpar i tennissportens historie (og det første siden Bob og Mike Bryan i 2006), der opnåede at vinde alle fire herredoubletitler på grand slam-niveau. Herbert og Mahut blev også de første franske vindere af Australian Open-mesterskabet i herredouble, siden Fabrice Santoro og Michaël Llodra vandt titlen for andet år i træk i 2004. I finalen besejrede de 5.-seedede franskmænd mestrene fra 2017, Henri Kontinen og John Peers, med 6-4, 7-6(1).[1][2]
Siden sidste mesterskab var kampenes format blevet ændret, idet Tennis Australia havde indført en ny afgørelse på afgørende sæt i form af en tiebreak til 10 point ved stillingen 6-6, som afløste det hidtidige format, hvor det sidste sæt skulle vindes med to overskydende partier.[3] Det nye format kom i brug allerede i første runde, hvor Radu Albot og Malek Jaziri blev de første vindere af en kamp afgjort med en 10-points-tiebreak i tredje sæt i Australian Open-mesterskabet i herredouble, da de besejrede Ben McLachlan og Jan-Lennard Struff med 6-2, 3-6, 7-6(11-9).