![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/5c/Olympic_rings_without_rims.svg/langda-640px-Olympic_rings_without_rims.svg.png&w=640&q=50)
Boksning under sommer-OL 1908
From Wikipedia, the free encyclopedia
Boksning var for anden gang på det olympiske program under Sommer-OL 1908 i London. Den olympiske bokseturnering blev afviklet den 27. oktober 1908, og alle kampe blev således afviklet på én enkelt dag. Turneringen fandt sted på Northampton Institute, Clerkenwell, London. Ved turneringen fire år tidligere i St. Louis blev der bokset i syv vægtklasser, men i London havde arrangørerne skåret ned på antallet af vægtklasser, og der blev således ikke konkurreret i fluevægt og i weltervægt. Der blev således alene bokset i 5 vægtklasser.
![De olympiske ringe](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/5/5c/Olympic_rings_without_rims.svg/320px-Olympic_rings_without_rims.svg.png)
I St. Louis deltog kun boksere fra værtsnationen, og der var også i London en stærk overvægt at deltagere fra Storbritannien, men der deltog dog også boksere fra andre lande. I den officielle rapport om turneringens afvikling er dog anført, at "udlændingene" med få undtagelser ikke havde tilstrækkelig høj klasse til at opnå medaljer. Samtlige medaljer, bortset fra en enkelt, gik da også til boksere fra Storbritannien eller Irland, der i 1908 var under engelsk herredømme. Danskeren Valdemar Holberg blev dog i rapporten sammen med australieren Reginald Baker fremhævet som de to eneste ikke-briter, der kunne hævde sig i turneringen, og af rapporten fremgår, at der kun var en enkelt kamp, hvor dommernes afgørelse kunne betvivles, og at Holberg "had rather hard luck" da han blev dømt som taber på point i sin kvartfinale.