DM i håndbold 1956-57 (mænd)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Danmarksmesterskabet i håndbold for mænd 1956–57 var det 21. Danmarksmesterskab i håndbold for mænd afholdt af Dansk Håndbold. Mesterskabet blev afviklet som en landsdækkende liga (1. division) bestående af tolv hold, der spillede dobbeltturnering alle-mod-alle.
Turneringen blev vundet af AGF, som dermed vandt mesterskabet for første gang. Jyderne sikrede sig mesterskabet på sidste spilledag, hvor holdet på hjemmebane foran 3.400 tilskuere i Århus Stadionhal spillede 13-13 mod Helsingør IF, som dermed måtte nøjes med sølvmedaljerne for anden sæson i træk. Sjællænderne havde ellers haft et forspring til århusianerne på tre point inden sæsonens tre sidste kampe, der imidlertid kun indbragte ét point efter 16-19 ude mod HG, 18-20 ude mod Tarup HK og som nævnt 13-13 ude mod AGF.
Bronzemedaljerne blev vundet af Aarhus KFUM, og ligeledes her blev medaljerne først sikret i sidste spillerunde, hvor kravet til KFUM var en sejr på mindst fem mål på udebane over HG. Og det opfyldte holdet ved at vinde kampen med 23-16. De forsvarende mestre fra HG kunne have sikret sig bronzemedaljerne i næstsidste spillerunde ved at opnå point i kampen mod USG, som imidlertid blev tabt med 16-17.
AGF's mesterhold bestod af Leif Gelvad, Ole Raundahl, Gustav Wolder, Poul Michelsen, Poul Locht, Jørgen Lundby, Aage Holm-Pedersen, Bent Sørensen, John Jensen og Bent Meng.