Danske kanonbåde
From Wikipedia, the free encyclopedia
De første danske kanonbåde var joller, bevæbnet med en enkelt eller to kanoner, og beregnet til forsvar af havne, især Flådens leje i København. Under krigen med England 1807-14, også kaldet kanonbådskrigen, blev der igangsat et omfattende byggeprogram. De store skibe var væk (taget af englænderne), og der var hverken tid eller materialer nok til et bygge en ny flåde af store skibe. I stedet blev der bygget omkring 200 kanonbåde, fordelt på to typer, kanonchalupper med 76 mand om bord, og bevæbnet med 1-2 kanoner, og kanonjoller med 24 mands besætning, og armeret med en enkelt kanon. Begge typer var baseret på tegninger, lavet af den svenske skibskonstruktør Fredrik Henrik af Chapman i 1760'erne. Kanonerne var typisk 18 eller 24 pund.
Kanonbådene gjorde tjeneste i de indre farvande (Kattegat og Bælterne), samt i den norske skærgård. De første chalupper var typisk opkaldt efter byer (Faaborg, Rødbye, Jægerborg osv.), men da produktionen eskalerede, fik de fleste blot et nummer.
Efter fredsslutningen blev de fleste overlevende både hurtigt udrangeret. Et antal kanonjoller og chalupper, der var stationeret i norske farvande, indgik i den norske flåde i 1814.
Der blev bygget en serie efternølere efter krigen, i alt 11 kanonchalupper, der blev nummereret i spredt fægtning:
- Kanonchalup Nr. 39 (1825-1867)
- Kanonchalup Nr. 41 (1825-1867)
- Kanonchalup Nr. 43 (1825-)
- Kanonchalup Nr. 45 (1825-)
- Kanonchalup Nr. 47 (1825-)
- Kanonchalup Nr. 49 (1825-)
- Kanonchalup Nr. 12 (1826-)
- Kanonchalup Nr. 24 (1826-1864)
- Kanonchalup Nr. 32 (1826-)
- Kanonchalup Nr. 21 (1833-1867)
- Kanonchalup Nr. 22 (1833-1867)