EM i curling 2017
From Wikipedia, the free encyclopedia
Europamesterskaberne i curling 2017 for herre- og kvindehold var det 43. EM i curling gennem tiden. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i Sankt Gallen, Schweiz i perioden 18. - 26. november 2017 med deltagelse af 20 kvinde- og 26 herrehold. A-turneringerne blev spillet i Eissportzentrum Lerchenfeld, mens B-turneringerne afvikledes i Curling Center Sankt Gallen. Schweiz var EM-værtsland for 11. gang, men det var første gang at mesterskaberne blev afholdt i Sankt Gallen.
EM i curling 2017 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | World Curling Federation |
Mesterskab nr. | 43 |
Dato(er) | 18. - 26. november 2017 |
Værtsland(e) | Schweiz |
Værtsby(er) | Sankt Gallen |
Mænd | |
Antal deltagere | 10 hold i A-gruppen 16 hold i B-gruppen |
Førsteplads | Sverige (11. titel) |
Andenplads | Skotland |
Tredjeplads | Schweiz |
Vinder af B-EM | Finland |
Kvinder | |
Antal deltagere | 10 hold i A-gruppen 10 hold i B-gruppen |
Førsteplads | Skotland (3. titel) |
Andenplads | Sverige |
Tredjeplads | Italien |
Vinder af B-EM | Finland |
Mændenes EM-titel blev for 11. gang i mesterskabets historie og for fjerde år i træk vundet af Sverige, som med Niklas Edin i spidsen blev det første land nogensinde, der vandt europamesterskabet for mænd fire år i træk. Det var endvidere sjette gang at Edins hold vandt EM-guld. De fem første titler hjemførte holdet i 2009, 2012, 2014, 2015 og 2016. I finalen vandt svenskerne 10-5 over Skotland, som vandt EM-medaljer for første gang siden 2013. Bronzemedaljerne gik for andet år i træk til Schweiz, som besejrede Norge i bronzekampen med 6-5, og som dermed vandt EM-medaljer for femte år i træk, og som samtidig satte en stopper for nordmændenes stime på 10 år i træk med placeringer i top 3. Danmark blev repræsenteret af Torkil Svensgaards hold, der endte på 16.-pladsen ved B-VM, og som derfor rykkede ned i C-gruppen, hvilket var det klart dårligste danske EM-resultat indtil da.
Kvindernes mesterskab blev vundet af Skotlands hold, der vandt mesterskabet for første gang siden 2011, og som med Eve Muirhead som skipper i finalen slog Anna Hasselborgs hold fra Sverige med 6-3. Det var tredje gang at Skotland vandt EM for kvinder, og det var anden gang med Muirhead som kaptajn. Bronzemedaljerne gik til Italien, som dermed vandt EM-medaljer for første gang siden 2006 og for blot tredje gang nogensinde. I bronzekampen besejrede italienerne værtslandet Schweiz med 7-6. Danmark blev repræsenteret af Madeleine Duponts hold, som endte på ottendepladsen efter tre sejre og seks nederlag.
EM-turneringerne fungerede endvidere som VM-kvalifikation for både mænd og kvinder. De syv bedste hold i mændenes turnering, Sverige, Skotland, Schweiz, Norge, Tyskland, Rusland og Holland, kvalificerede sig til VM i 2018 i Las Vegas, mens den sidste europæiske VM-plads gik til A-EM's nr. 8, Italien, der besejrede vinderen af B-EM, Finland, i kampen om den sidste plads. Fra kvindernes turnering kvalificerede de syv bedste hold, Skotland, Sverige, Italien, Schweiz, Rusland, Tyskland og Tjekkiet, sig direkte til kvindernes VM i 2018 i North Bay, Canada, mens A-EM's nr. 8, Danmark, sikrede sig den sidste plads ved at besejrede vinderen af B-EM, Finland.
C-EM blev spillet i Canillo, Andorra i perioden 8. – 13. maj 2017, hvor der for både mænd og kvinder blev spillet om de sidste to ledige pladser ved B-EM.