Eksistentialisme
From Wikipedia, the free encyclopedia
Eksistentialisme er en retning inden for filosofi, der især er repræsenteret af de to franske filosoffer og forfattere Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.[1] Hovedideen er, at mennesket ikke er bestemt af arv og miljø, men skaber sig selv gennem sine valg.[2]
Eksistentialismen kan forstås som en underafdeling af den bredere eksistentielle filosofi, der blev etableret af Søren Kierkegaard.[3] Ved selve begrebet ‘eksistentialisme’ forstår man derfor kun den særlige tilgang, der blev grundlagt af Jean-Paul Sartre og videreudviklet af Simone de Beauvoir.[4] Samtidige filosoffer som franske Albert Camus afviste at tilhøre eksistentialismen og lagde afstand til dens grundtanker.[5] Tilgangen fik dog en stor udbredelse i efterkrigstiden og påvirkede blandt andre den danske forfatter Peter Seeberg[6] og den danske teolog Johannes Sløk.[7]
Eksistentialismen havde sin storhedstid i 1940’erne og 1950’erne,[8][9] hvorefter den døde ud som filosofisk og litterær retning. Der er ikke udgivet væsentlige eksistentialistiske værker siden 1950’erne. De oprindelige værker har dog bevaret en vis betydning helt op til i dag.