Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder
From Wikipedia, the free encyclopedia
Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (fransk: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen, også kaldt Menneskerettighedserklæringen af 1789[kilde mangler]) blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26. august 1789. I korthed handler de 17 artikler om frihed: religionsfrihed, menings- og ytringsfrihed og ret til at deltage i lovgivningsmagten. Der gælder lighed for loven, retssikkerhed i retsplejen og ret til at gøre oprør mod undertrykkelse. Ligeledes fastslår den ejendomsrettens ukrænkelighed. For at have stemmeret, og dermed være kvalificeret som aktiv borger, skulle man være en kaukasisk mand, 25 år, betale en bestemt mængde skat og ikke have nogen anden herre end en selv; slaveriet var ikke afskaffet i erklæringen, hvilket senere ledte til slaveoprør i den franske koloni Saint-Domingue. På denne måde var det kun omkring 4,3 millioner ud af en befolkning på ca. 29 millioner, der kunne stemme.[kilde mangler] Som modreaktion til, at kvinder ikke fik politiske rettigheder, skrev Olympe de Gouges i 1791 sin Erklæring om kvindens og medborgerindens rettigheder.