Fiskevær
From Wikipedia, the free encyclopedia
Et fiskevær er benævnelsen for et norsk fiskeleje, det vil sige en i forbindelse med fiskeri tidvis ibrugtagen bebyggelse. I nyere tid er sådanne pladser blevet steder for en fastboende befolkning, men benævnelsen bevaret.
Fiskevær er en bosætingsform, som findes langs den norske kyst fra Vestlandet til Finnmark. Den er mest udbredt i Nordnorge fra Lofoten og mod nord til Østfinnmark. Bosætingsformen er hovedsagelig baseret på fangst af sødyr og fiskeri, den ældste næringsvej, som kan påvises i Norden. Det siges, at fiskeværet er den bosætningsform, som går længst tilbage i historien: I Norge, helt til ældre stenalder.
Fiskeværene er et grundlæggende træk i norsk kysthistorie. Ordet «vær» kan betyde veide- eller fiskested ved havet. En anden teori går ud på, at fiskerne/fangstfolket blev knyttet til hinanden ved højtidelige løfter eller eder, gammelnorsk «varar» for sammen at værge fiskestedet mod angreb udefra.
I Norge findes to typer fiskevær, det helårsbosatte fiskevær med en kombination af jordbrug og fiskeri, og rorværet med få fastboende og et folketal, som varierede med fiskesæsonerne. De fleste fiskevær, der kendes i dag, er en blanding af de to. Igennem historien har fiskeværet ændret form med større ændringer i yngre stenalder, da husdyrhold og jordbrug blev en del af økonomien, og i middelalderen, da tørfisken blev en handelsvare. Fælles for alle fiskevær er, at de ligger ved gode, naturlige havne, og har nærhed til fiskepladserne. Båden har hele tiden været det vigtigste redskab for kontakt med omverdenen, og bebyggelsen i fiskeværene har været lagt, så adkomsten til søen var så let som muligt.