Jean-François Lyotard
From Wikipedia, the free encyclopedia
Jean-Francois Lyotard (10. august 1924 – 21. april 1998) var en fransk filosof med en emnemæssigt mangesidethed i sit forfatterskab.
Jean-François Lyotard | |
---|---|
Personlig information | |
Pseudonym | François Laborde |
Født |
10. august 1924 Versailles, Frankrig |
Død |
21. april 1998 (73 år) Paris, Frankrig |
Dødsårsag | Leukæmi |
Gravsted | Grave of Jean-François Lyotard[1], Cimetière du Père-Lachaise |
Barn | Corinne Enaudeau |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted |
lycée Louis-le-Grand, Université Paris-Nanterre, Paris Universitet, agrégation de philosophie |
Medlem af |
Socialisme ou Barbarie, Pouvoir ouvrier |
Beskæftigelse | Filolog, sprogforsker, epistemolog, litteraturteoretiker, universitetsunderviser, sociolog, forfatter, lærer, litteraturkritiker, filosof |
Fagområde | Æstetik, psykoanalyse, politik, etik |
Arbejdsgiver | Paris Universitet, prytanée national militaire, Emory University, University of California Irvine |
Påvirket af | Martin Heidegger |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Lyotard blev kendt for sine idéer om den postmoderne tilstand som kritik af det modernes videns- og informationssamfund. I analysen om den postmoderne tilstand beskriver Lyotard, hvordan samfundene går ind i en postindustriel tidsalder, mens vores kulturer går ind i en postmoderne. Dette er en overgang indenfor det moderne, som har fundet sted i sidste halvdel af det 20. århundrede. Afgørende for Lyotard er delegitimering af de store moderne fortællinger og et opgør med anskuelsen af historien som én historie under konstant udvikling. De tre ideologier eller "store fortællinger" (som Jean-Francois Lyotard kalder dem) kaldes Forbrugerismen, Frigørelsen og Marxismen.