Kristendommens indførelse i Norden
religionsskifte i Skandinavien / From Wikipedia, the free encyclopedia
Kristendommens indførelse i Norden eller religionsskiftet i Norden (norrønt: Siðaskipti) er betegnelsen for den langvarige religiøse forandring, der ændrede befolkningens trosretning i Norden fra at have været hedninger til hovedsagelig at blive kristne.
Religionsskiftet var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed eller handling,[1][2][3] men var en langvarig proces under hvilken de nordiske lande blev til centraliserede kongedømmer. De familier der endte med at blive til kongehuse havde i mange år haft nær kontakt med lande, der allerede var kristne og nordiske stormænd havde tætte familiemæssige bånd til kristne fyrstehuse, specielt i Polen, Ukraine (Rus) og Konstantinopel.[4] Processen var i store træk først afsluttet omkring år 1300, hvorfor hele det nordiske samfund først fra dette tidspunkt var fuldt integreret i den kristne kultur.[5]
Overgangen fra det før-kristne samfund til det kristne samfund skete i sammenhæng med gennemgribende sociale, politiske og kulturelle forandringer af de nordiske samfund,[6] hvorunder stormænd blev til konger, der krævede skat, slog mønt og indførte monoteismen for at understøtte denne nye samfundstype.[7][8]
På grund af den generelle kildemangel til store dele af perioden, anvendes islandske kilder ofte til at belyse de folkelige reaktioner til religionsskiftet, selvom samfundet i den Islandske fristat på det tidspunkt i høj grad adskilte sig fra det øvrige Norden.[9] Man har også lagt for stor vægt på den hensigtsrettede historieskrivning der blev nedfældet senere i klostre, specielt Adam af Bremens. Og man har undervurderet de skriftlige kilder fra øst, som f.eks. Nestorkrøniken og den byzantinske patriark Fotios 1. af Konstantinopels forfatterskab.