Ler

Ler er en finkornet jordart opbygget af partikler med kornstørrelse mindre end 2 µm og overvejende bestående af lermineraler.[1] Da de enkelte lerpartikler i fugtig tilstand er omgivet af en vandhinde, udviser lerjordarter plasticitet, eller formbarhed, men mister denne plasticitet og bliver hårde og sprøde, når de tørrer ud eller brændes.[2][3][4] Rene lermineraler er oftest hvide eller lyse, såsom kaolinit, men de fleste lerforekomster er mørkere pga. urenheder, fx. rødlige eller brunlige pga. indhold af jernoxider,[5][6] eller sorte pga. organisk indhold.

Ikke at forveksle med Ledningsejerregistret (LER).

I forhistorisk tid opdagede menneskene lers evne til at kunne formes og brændes til tegl og keramik, og man har fundet 16.000 år gamle potteskår,[7] mens det ældst kendte skrivemedium er tavler af ler.[8] Ler bruges i dag i stort omfang som råstof i industrien, fx til tegl, papirfremstilling, cementproduktion og kemiske filtre. Mellem halvdelen og to tredjedele af verdens befolkning bor eller arbejder i bygninger lavet af ler, ofte brændt til mursten, som har stor bæreevne.^{[kilde mangler]}

Ler er almindeligt forekommende, og ler og dens hærdnede modstykke skifer udgør tilsammen 45% af alverdens sedimentaflejringer og -bjergarter.[9][10] Ler forekommer i mange forskellige sammensætninger, fra meget finkornet plastisk ler, som kan absorbere store vandmængder og derved udvide sig, og som derfor udgør et stort geoteknisk problem inden for bygge- og anlægsvirksomhed,[1] og til moræneler, som foruden ler indeholder store mængder silt, sand og grus.