Luftværn
From Wikipedia, the free encyclopedia
Luftværn eller Counter Air (CA) er defineret af NATO som en modreaktion på fjendtlig luftoperation og/eller konventionelle missilangreb. [1]
Konventionelt luftværn udføres fra både land, sø og luft og omfatter specialdesignede våben- og sensorsystemer, kommando- og kontrolordninger og særlig foranstaltninger. Formålet med luftværn er at tilsikre at venlige enheder i videst mulige omfang kan bevæge sig frit og sikkert på kamppladsen uden at fjendens luftenheder kan forhindre det, herunder beskytte essentielle militære og civile installationer/enheder fra luftangreb[1].
Et fundamentalt element i luftværn er, at hastigheden generelt er høj. Truslerne bevæger sig oftest med hastigheder over 200km/t og normalt omkring mach 1. Visse missiltyper har dog angiveligt en væsentlig højere topfart f.eks. det russiske missilsystem 3M-54 Kalibr eller det indiske PJ-10 BrahMos.
Den høje hastighed tvinger den defensive part til at allokere ressourcer på at optimere sin egen reaktionstid for at skabe mest mulig handlingsrum til at implementere tiltag, som kan reducere sandsynligheden for at blive truffet af fjenden. Det opnås ved at placere egne sensorer og forsvarssystemer således, at de leverer maksimal dækning med færrest mulige ressourcer og gerne i flere lag i de(n) forventede trusselsretning(er).
Den ønskede effekt er at skubbe fjendtlige luftenheders frie bevægelighed så langt væk som muligt fra det objekt, som ønskes beskyttet. Herved reduceres fjendens evne til påvirke egne styrker samt gennemføre efterretningsindhentning med sine luftbårne enheder. Effekten hedder på engelsk a favourable Air Situation[2] og har ikke en mundret dansk oversættelse. For at opnå den ønskede effekt benytter den defensive part sig af en række tiltag, som opdeles i aktive og passive tiltag[3].