Løn
From Wikipedia, the free encyclopedia
Løn er en betaling til en lønmodtager for lønarbejde. Løndannelsen er den proces, hvorved prisen på arbejdskraft, altså lønnen, bliver bestemt. Lønnen er en meget vigtig samfundsøkonomisk størrelse, idet lønningerne i et vestligt land typisk udgør mellem 70 og 75 % af den samlede (primære, dvs. eksklusive overførsler) indkomst. De resterende 25-30 % udgøres af kapitalindkomst mv. Lønnen er dermed normalt den vigtigste del af indkomsten for de erhvervsaktive. Samtidig udgør lønningerne også en af de vigtigste produktionsomkostninger for en typisk virksomhed.
- For alternative betydninger, se Løn (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Løn)
I Danmark og andre markedsøkonomiske lande er lønnen en pris, der fastsættes på et marked, nemlig arbejdsmarkedet. Den vil dermed i sidste ende afhænge af udbud og efterspørgsel på det pågældende arbejdsmarked, men arbejdsmarkedets indretning og dermed de forskellige institutionelle forhold på arbejdsmarkedet kan have stor betydning for, hvordan løndannelsen foregår. Institutionelle forhold dækker over de lovgivningsmæssige rammer, organiseringen af arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer), graden af markedsmagt hos henholdsvis udbyderne af (dvs. lønmodtagerne) og efterspørgerne efter (dvs. virksomhederne) arbejdskraften mv.