Merkur (planet)
inderste planet i solsystemet / From Wikipedia, the free encyclopedia
Merkur er planeten tættest på Solen og den mindste planet i Solsystemet,[1] med en omløbstid om Solen på 87,969 dage. Merkurs kredsløb har den største excentricitet af alle Solsystemets planeter og den mindste aksehældning. Planeten roterer tre gange om sin akse, for hver gang den laver to omløb om Solen. Merkurbanens perihelium præcesserer omkring Solen med en størrelse, der er større end 43 buesekunder per århundrede; et fænomen, der blev forklaret i det 20. århundrede af Albert Einsteins Generelle relativitetsteori.[2] Merkur er klar set fra Jorden, varierende i tilsyneladende størrelsesklasse fra −2,0 til 5,5, men den er ikke let at se, da den største vinkelafvigelse fra Solen kun er 28,3°. Da Merkur overstråles af Solens lys, kan den normalt kun ses i morgen- og aftenskumringen, medmindre der er solformørkelse.
For alternative betydninger, se Merkur. (Se også artikler, som begynder med Merkur)
Merkur .svg){kind=small} | |
|---|---|
 Merkurs indtil 2008 ukendte side, optaget af MESSENGER | |
| Opdaget | |
| Kendt siden sumererne (3. årtusind f. kr.) | |
| Kredsløb om Solen | |
| Afstand til Solen (massecenter) |
|
| Halve storakse | 57 522 077 km |
| Halve lilleakse | 56 292 811 km |
| Excentricitet | 0,20563069 |
| Siderisk omløbstid | 87d 23t 11m 52,083s |
| Synodisk periode | 115d 21t 3m 44,64s |
| Omløbshastighed |
|
| Banehældning |
7,004 87° i fh. t. ekliptika 3,38° i fh. t. Solens ækv. |
| Periapsisargument; ω | 48,331 67 ° |
| Opstigende knudes længde; Ω | 29,124 78 ° |
| Omgivelser | |
| – | |
| Fysiske egenskaber | |
| Diameter | 4879km |
| Fladtrykthed | – |
| Omkreds | 15 329 km |
| Overfladeareal | 7,5·107 km² |
| Rumfang | 6,1·1010 km³ |
| Masse | 3,302·1023 kg |
| Massefylde | 5,472·103 kg/m³ |
| Tyngdeacc. v. ovfl. | 3,701 m/s² |
| Undvigelseshastighed v. ækv. | 15300 km/t |
| Rotationstid | 58d 15t 30m 31,68s |
| Aksehældning | 0,01° ift. ekliptika |
| Nordpolens rektascension |
281,010 ° (18t 44m 2,4s) |
| Nordpolens deklination | 61,450 ° |
| Magnetfelt | 1% af Jordens |
| Albedo | 10 % |
| Temperatur v. ovfl. |
Gnsn. 167 °C Min. -183 °C Maks. 427 °C |
| Atmosfære | |
| Atmosfæretryk | ~ 0 hPa |
| Atmosfærens sammensætning |
Kalium: 31,7% Natrium: 24,9% Atomar ilt: 9,5% Argon: 7,0% Helium: 5,9% Molekylær ilt: 5,6% Kvælstof: 5,2% Carbondioxid: 3,6% Vand: 3,4% Brint: 3,2% |
Forholdsvist lidt er kendt omkring Merkur; jordbaserede teleskoper afslører kun en oplyst 'halvmåne' med begrænsede detaljer. Den første af to rumfartøjer, der har besøgt planeten var Mariner 10, der kun kortlagde omkring 45 % af planetens overflade fra 1974 til 1975. Den anden er MESSENGER, der kortlagde yderligere 30 % under sin første forbiflyvning d. 14. januar 2008. MESSENGER foretog to andre forbiflyvninger i henholdsvis oktober 2008 og september 2009, hvorefter den i 2011 gik i kredsløb og kortlagde hele planeten og foretog en lang række observationer af planeten frem til 2015.
Merkur ligner Månen: der er kraterfyldte områder og plane sletter, den har ingen måner og ingen atmosfære af betydning.
I modsætning til Månen har den dog en stor jernkerne, der frembringer et magnetfelt med en styrke på ca. 1 % af Jordens magnetfelt.[3] Det er en usædvanlig tæt planet, da dens kerne er stor i forhold til hele planetens størrelse. Overfladetemperaturerne varierer fra 100 til 700 K (−173 °C til 427 °C),[4] idet punkterne nærmest ækvator er de varmeste og bunden af kraterne nær polerne er de koldeste.
De ældste optegnede observationer af Merkur dateres tilbage til det første årtusinde f.Kr. Før det 4. århundrede f.Kr. troede de græske astronomer at planeten var to adskilte objekter: ét der kun var synligt ved solopgang, som de kaldte Apollon, og ét der kun var synligt ved solnedgang, som de kaldte Hermes. Det danske navn for planeten kommer fra det gamle Rom, som opkaldte den efter den romerske gud Merkur, som de ligestillede med den græske Hermes. Det astrologiske symbol for Merkur er en stiliseret version af Hermes' stav.[5]