Neoklassisk økonomi
From Wikipedia, the free encyclopedia
Begrebet neoklassisk anvendt inden for økonomi bruges i flere forskellige sammenhænge. De to hovedbetydninger er 1) betegnelsen for den dominerende teoriretning fra 1870 til ca. 1930, som efterfulgte de tidligere klassikere, og 2) betegnelsen for den dominerende tankegang inden for økonomisk videnskab i dag; i den sidste betydning bruges neoklassisk økonomi omtrent som synonym for mainstream-økonomi og som modsætning til heterodoks økonomi. Derudover anvendes begrebet af fagfolk i mere specialiserede sammenhænge; man taler således til tider om en neoklassisk produktionsfunktion og om neoklassisk vækstteori.
Skal man give begrebet neoklassisk økonomi en fælles indholdsmæssig betydning, der dækker de forskellige anvendelser, kan man sige, at tankegangen omhandler bestemmelsen af priser, output og indkomstfordeling i markeder via udbud og efterspørgsel, ofte fremkommet som resultat af rationelle beslutninger hos nyttemaksimerende husholdninger og profitmaksimerende virksomheder, som anvender den tilgængelige information til at træffe deres beslutninger.[1]