Parchim-klassen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Parchim-klassen (Sovjetisk betegnelse: Projekt 133) blev udviklet til den Østtyske flåde i slutningen af 1970'erne og bygget af Peene-Werft i Wolgast i Østtyskland. Skibene blev designet til kystnær antiubådskrigsførelse. I tilfælde af en fuld krig mellem NATO og Warszawapagten var deres hovedopgave neutraliseringen af de små tyske type 206 samt de danske og norske Tumleren/Kobben-klasse undervandsbåde. Det første skib Wismar (senere solgt til Indonesien og omdøbt til Sutanto), blev søsat den 9. april 1981 i Rostock. Denne båd blev efterfulgt af yderligere 15 søsterskibe frem til 1986. For at støtte produktionen økonomisk besluttede Sovjetunionen at indkøbe yderligere 12 skibe af klassen som blev leveret mellem 1986 og 1990.
Parchim-klassen (Indonesien: Kapitan Patimura-klassen) | |
---|---|
Klasseoversigt | |
Type | Korvet |
Tidligere bruger(e) |
Sovjetunionens flåde Volksmarine Deutsche Marine |
Bruger(e) |
Ruslands flåde Indonesiens flåde |
Versioner |
Parchim I (Indonesien) Parchim II (Rusland) |
Værft | Peene-Werft, Wolgast (Tyskland) |
Byggeperiode | 1980-1989 |
Byggede enheder | 28 |
Operative enheder | 21-23 |
Udgåede enheder | 5 |
Tekniske data | |
Specifikationerne gælder for | Parchim II |
Deplacement | 960 tons (fuldt lastet) |
Længde | 75,20 meter |
Bredde | 9,80 meter |
Dybgang | 4,40 meter |
Fremdrift | 3× Type M 504A dieselmotor (10.812 Hk) |
Fart | 26 knob |
Rækkevidde | 2.500 sømil (ved 12 knob) |
Udholdenhed | 10 dage |
Besætning | 70 mand |
Sensorpakke |
1× Cross Dome varslingsradar 1× TSR 333 (eller Nayala/Kivach III) navigationsradar 1× Bass Tilt ildledelsesradar 1× Bull Horn sonar 1× Lamb Tail VDS 2× Watch Dog ESM-system |
Soft kill-udstyr | 2× PK 16 chaff-system |
Artilleri |
1× 76 mm kanon 1× 30 mm maskinkanon |
Missiler | 2× SA-N-5 Grail systemer |
Torpedoer | 4× 533 mm torpedorør |
Dybdebomber |
2× RBU 6000 antiubådsraketter 10× dybdebomber |
Miner | Op til 60 miner |
Skibene benyttet af Sovjetunionens flåde blev benævnt Parchim II-klassen af NATO. Selvom skibenes inden for antiubådskrigsførelse var ganske kapable havde Sovjetunionen udviklet sin egen, bedre, primære kystnære antiubådsklasse (Grisha-klassen) som gjorde købet af de 12 skibe af Parchim-klassen ganske overflødige. Efter Tysklands genforening blev de tidligere østtyske enheder solgt til den indonesiske flåde i 1993. Den indonesiske flåde foretog omfattende istandsættelser og opgraderinger som kostede næsten lige så meget som selve anskaffelsen. Skibene er stadig i tjeneste, både i den indonesiske og russiske flåde.