Refugium (økologi)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Et økologisk refugium er et tilflugtssted for dyr og planter, som giver dem levevilkår, der afviger fra omgivelsernes, eller som tidligere har været afvigende fra omgivelserne. Som et eksempel kan det nævnes, at klimaet under istiden ikke bare var koldt, men også tørt. Derfor var der ikke så mange steder, hvor planter og dyr kunne overleve. De få steder, hvor de trods alt overlevede, kaldes refugier (i flertal) og refugium (i ental). Man taler ikke så meget om refugier for de store dyr, da de typisk kan sprede sig hurtigt langt omkring, men mange planter og smådyr spredes kun langsomt, og når de spreder sig, bliver de nemt indavlet, hvilket kan stoppe deres spredning på grund af manglende tilpasningsevne og forringet frugtbarhed.
- For alternative betydninger, se Refugium. (Se også artikler, som begynder med Refugium)
Refugier virker som øer, hvor det er muligt at overleve – ofte kun lige med nød og næppe. Det kan skabe afgørende muligheder for arterne, hvis omgivelsernes økologiske vilkår ændres i gunstig retning. Da vil refugierne kunne fungere som spredningscentre. Dette er ikke teoretiske betragtninger, men den virkelige historie om de planter, der bliver betragtet som ”hjemmehørende” danske. De klarede sig kun gennem istiderne, fordi de kunne overvintre i refugier i Syd- og Sydøsteuropa. Derfra spredtes de tilbage til Nordeuropa, da klimaet blev mildere.