Sætning (grammatik)
grammatisk enhed / From Wikipedia, the free encyclopedia
Sætningen er en type ordgruppe som tilsammen danner et udsagn. Den består normalt af et finit verbum og et subjekt. Relationerne mellem sådanne sætningsled kan ses som et gensidigt afhængighedsforhold, eller som relationer der udgår fra verballeddet. En sætning uden verballed kalde et sætningsemne. En sætning kan indeholde andre sætning, i form af helsætninger der indeholder ledsætninger.[1] I sprogteorien skelnes der mellem sætningens udtryksenhed (sætningens reelle bestanddele (ordene, leddene og de forskellige sætningsdele) og dens indholdsenhed/prædikation (det, den udsiger, henviser til, handler om).
- For alternative betydninger, se Sætning. (Se også artikler, som begynder med Sætning)