Sjæl
From Wikipedia, the free encyclopedia
Sjælen er begrebet om menneskets indre liv i form af dets tanker, følelser, forestillinger og erindringer mv.[1] Den norske kulturhistoriker Ole Martin Høystad beskriver i sin bog Sjælens historie fra 2016 (dansk udgave 2021) sjælen som "menneskets sammensatte indre, dets fornemmelser og anelser, dets vilje og følelser, dets tanker og forestillinger i en oplevelse af at være en del af noget, der er større end individet, og som samtidig er personens inderste selv."[2]
- For alternative betydninger, se Sjæl (film).
Ifølge visse filosofiske og religiøse forestillinger er sjælen et menneskes vedvarende identitet gennem livet. Ofte er dermed forbundet antagelsen om, at sjælen er uafhængig af legemet og udødelig. Døden bliver således betragtet som sjælens adskillelse fra legemet.
Ifølge nogle religiøse forestillinger eksisterer sjælen allerede før fødslen og undfangelsen og inkarnerer i legemet under svangerskabet. Sjælen lever således kun midlertidigt i legemet. Den bruger legemet som et middel til at lære noget. Undertiden optræder forestillingen om, at sjælen er spærret inde i legemet som i et fængsel og ved døden bliver frigjort fra det. Legemet ses som en belastning eller en hindring for den udødelige sjæl. Talrige myter og dogmer har udsagn om sjælens skæbne efter døden. I mange af disse traditioner er der en tro på sjælevandring (reinkarnation), hvilket vil sige, at sjælen inkarnerer flere gange efter hinanden i et legeme, og således har sjælen flere liv (inkarnationer).
”Sjæl” bruges hyppigt synonymt med ånd. Undertiden skelnes der dog mellem ”sjæl” og "ånd” på den måde, at sjælen primært har at gøre med følelser og reaktioner, mens ånden primært har at gøre med tænkning og fornuft.[3]
Det græske ord for sjæl er "psyche" (ψυχή)). Den oprindelige betydning af ordet er ”åndedræt” (afledt af psychein (ψύχειν), ”ånde”).
I 1900-tallet har ordet psyke til en vis grad fortrængt anvendelsen af ordet ”sjæl”. ”Psyke” bruges således i forbindelse med en mere videnskabelig måde at betragte menneskets indre liv på, og det har ikke den følelsesmæssige og religiøse biklang, der ligger i ”sjæl”.