Hævn
From Wikipedia, the free encyclopedia
Hævn består i ønsket om at ramme en person eller en gruppe personer, som har udført en skadevoldende handling eller foretaget en krænkelse, hvad enten denne er reel eller blot oplevet. Man vil gøre et regnskab op, og derfor er et vigtigt aspekt gensidighed (eller: reciprocitet). Selv om hævnen derved forsøger at gøre forholdet mellem parterne lige igen, har den et mere ødelæggende end konstruktivt mål. Den, som søger hævn, (den hævngerrige) kan have et ønske om at lade skadevolderen gennemgå det samme som ham selv eller om at sikre, at skadevolderen ikke er i stand til at gøre det samme igen.
- "Gengæld" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Gengæld, se Gengæld (flertydig).
Forholdet mellem hævnen og den oprindelige handling kan enten tilstræbes at være proportionalt, som det f.eks. fremgår af det Gamle Testamentes ord om øje for øje, tand for tand i sager om falsk vidnesbyrd, eller der kan tillægges et element af straf. I begge tilfælde kan der være tale om, at hævnen giver anledning til fornyede skadevoldende handlinger mellem parterne – en udvikling, som kan komme helt ud af kontrol.
Begrebet hævn har spillet en betydelig rolle siden oldtiden og indgår som element i mange kulturer, hvad der fremgår af så forskellige kilder som det Gamle Testamente, de græske tragedier og den nordiske sagadigtning.