Snylter
From Wikipedia, the free encyclopedia
En snylter eller parasit er en organisme, der lever afhængigt af og på bekostning af en anden organisme (vært), ved at suge næring fra denne. Parasitter er i reglen mindre end deres vært, og det er mest almindeligt, at parasitten ikke dræber værten. Dette kan dog forekomme, især når parasitten etablerer sig ved et spring fra én værtsart til en anden. Sådanne spring er sket med mange af vores infektionssygdomme, der oprindeligt har været sygdomme hos husdyrene. Forkølelse og influenza er oprindeligt svinesygdomme, tuberkulose er en kvægsygdom, mens syfilis er en sygdom hos lamaer.



Parasitter kan enten være udvendige snyltere (ektoparasit) som f.eks. hovedlus, eller indvendige snyltere (endoparasit), f.eks. børneorm, sildeorm eller torskeorm.
Der er mange eksempler på parasitisme fra dyreriget, f.eks skovflåter, som suger blod fra andre dyr, og snyltehvepse, der lægger æg i andre dyr/insekter.
Begrebet parasitisme står i modsætning til mutualisme, hvor forholdet er til gavn for begge parter. I praksis kan det være vanskeligt at skelne et forhold, hvor begge parter gensidigt snylter på hinanden, fra en mutualisme, hvor begge parter har gavn af hinanden.
Et eksempel er de mikroskopiske orkidefrø, der kræver infektion af en svamp for at kunne spire under naturlige forhold. Svampen leverer sukker, men hvis svampeinfektionen bliver for voldsom, tager den i stedet livet af frøet/orkideen.