Stivelse
From Wikipedia, the free encyclopedia
Stivelse er et polysakkarid eller kulhydrat og omfatter to slags polymerer af glukose, hhv. amylose og amylopektin. Amylose er en lineær polymer bestående af op til 6.000 glukoseenheder med α-1,4-glykosidbindinger. Antallet af glukoserester, forkortet DP for degree of polymerization, varierer afhængigt af kilden. Amylose fra f.eks. kartoffel- eller tapiokastivelse har en DP på 1.000-6.000, mens amylose fra rug eller hvede har en DP, der varierer mellem 200 og 1.200. Det gennemsnitlige amyloseindhold i stivelse kan variere mellem næsten 0 og 75% afhængigt af kilden.[1] For rugstivelse ligger andelen af amylose omkring 28%.[2] Amylopectin består af korte α-1,4-glykosidkæder med 10-60 glukoseenheder og α-1,6-bundet sidekæder med 15-45 glukoseenheder. Det gennemsnitlige antal forgreningspunkter i amylopectin er 5%, men varierer med den botaniske oprindelse. Et amylopektinmolekyle indeholder i gennemsnit ca. 2.000.000 glukoseenheder, og er derved er et af de største molekyler i naturen.[1]
Kartofler, ris, hvede og majs er menneskers hovedkilder til stivelse. I modsætning til dyr kan planter selv danne stivelse ud fra glukose, da det er lettere at lagre. Den kemiske energi i glukose kan udnyttes af planteceller ved respiration, og således fungerer stivelsen som energilager for planten. Dyrecellers pendant til stivelse er glykogen.[3]
24. september 2021 blev offentliggjort et vellykket laboratorieforsøg der kunstigt fremstiller stivelse ud af CO2. Hvis metoden kan industrialiseres vil det have en stor, potentielt afgørende betydning for den agrarbaserede ressourceknaphed.[4]
