VM i curling 1986 (kvinder)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i curling for kvinder 1986 var det ottende VM i curling for kvinder. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i Kelowna Arena i Kelowna, British Columbia, Canada i perioden 23. - 29. marts 1986. Canada var vært for mesterskabet for anden gang, men det var første gang, at det blev spillet i Kelowna.
VM i curling for kvinder 1986 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | World Curling Federation |
Mesterskab nr. | 8 |
Dato(er) | 23. - 29. marts 1986 |
Værtsby(er) | Kelowna, British Columbia, Canada |
Antal deltagere | 10 hold |
Resultat | |
Førsteplads | Canada (4. titel) |
Andenplads | Vesttyskland |
Tredjeplads | Sverige |
Mesterskabet blev vundet af Canadas hold bestående af skipper Marilyn Bodogh-Darte, Kathy McEdwards, Christine Bodogh-Jurgenson og Jan Augustyn, som i finalen besejrede Vesttysklands hold anført af skipper Andrea Schöpp med 12-5, og dermed vandt Canada verdensmesterskabet for tredje år i træk og fjerde gang i alt. Vesttysklands bedste VM-resultat indtil da havde været bronzemedaljerne i 1984, så sølvmedaljerne var nationens bedste resultat indtil da. Bronzemedaljerne blev vundet af Sverige, som i bronzekampen, der var et opgør mellem de to tabende semifinalister, besejrede Skotland med 10-9.
Danmark blev repræsenteret af et hold fra Hvidovre Curling Club under ledelse af Helena Blach, som endte på ottendepladsen efter at have opnået tre sejre og syv nederlag.