VM i curling 1988 (kvinder)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i curling for kvinder 1988 var det tiende VM i curling for kvinder. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i The Summit Centre i Glasgow, Skotland i perioden 4. - 10. april 1988. Skotland var VM-værtsland for femte gang, men det var første gang, at mesterskabet blev spillet i Glasgow. Turneringen var det foreløbigt sidste "rene" kvinde-VM, eftersom kvindernes og mændenes mesterskaber de følgende 16 år blev afviklet som et samlet stævne.
VM i curling for kvinder 1988 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | World Curling Federation |
Mesterskab nr. | 10 |
Dato(er) | 4. - 10. april 1988 |
Værtsby(er) | Glasgow, Skotland |
Antal deltagere | 10 hold |
Resultat | |
Førsteplads | Vesttyskland (1. titel) |
Andenplads | Canada |
Tredjeplads | Sverige |
Mesterskabet blev vundet af Vesttysklands hold bestående af skipper Andrea Schöpp samt Almut Hege-Schöll, Monika Wagner og Suzanne Fink, som i finalen besejrede Canadas hold anført af skipper Heather Houston med 9-3, og dermed vandt Vesttyskland verdensmesterskabet for første gang, efter at holdet de to foregående år havde måttet nøjes med sølvmedaljerne. Det var endvidere første gang siden 1983, at guldmedaljerne ikke blev hængt om halsen på et canadisk hold. Bronzemedaljerne blev vundet af Sverige, som i bronzekampen mellem de to tabende semifinalister, besejrede Norge med 14-2.
Danmark blev repræsenteret af et hold fra Hvidovre Curling Club under ledelse af Helena Blach, som endte på femtepladsen efter at have opnået fem sejre og fire nederlag.