VM i curling 2015 (mænd)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Verdensmesterskabet i curling for mænd 2015 var det 57. VM i curling for mænd gennem tiden. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i arenaen Halifax Metro Centre i Halifax, Nova Scotia, Canada i perioden 28. marts – 5. april 2015. Canada var VM-værtsland for 22. gang, men det var første gang at mesterskabet blev afholdt i Nova Scotia.
VM i curling for mænd 2015 | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | World Curling Federation |
Mesterskab nr. | 57 |
Dato(er) | 28. marts - 5. april 2015 |
Værtsby(er) | Halifax, Nova Scotia, Canada |
Antal deltagere | 12 hold |
Resultat | |
Førsteplads | Sverige (7. titel) |
Andenplads | Norge |
Tredjeplads | Canada |
Statistik | |
Collie Campbell Award | Kosuke Morozumi |
VM-titlen blev vundet af Sverige, hvis hold bestående af Niklas Edin, Oskar Eriksson, Kristian Lindström, Christoffer Sundgren og Henrik Leek i finalen besejrede de forsvarende mestre fra Norge med 9-5, og som dermed fik revanche for nederlaget til netop Norge i VM-finalen året før. Det var syvende gang at Sverige vandt VM-titlen for mænd. Svenskerne havde senest vundet VM, da det sidst blev afholdt i Canada i 2013, og det var femte gang i træk, at de kunne rejse hjem fra VM med medaljer om halsen. Bronzemedaljerne blev vundet af værtslandet Canada, som vandt 8-4 over Finland i bronzekampen. De to foregående år var canadierne blevet nr. 2 og nr. 4 ved VM, og dette års placering betød altså, at Canada ikke havde hjembragt guldmedaljer tre år i træk, hvilket sidst skete i perioden 1977-79. Finlands fjerdeplads var til gengæld holdets bedste VM-placering i over 10 år.