Venstrekørsel og højrekørsel
From Wikipedia, the free encyclopedia
Venstrekørsel er når man efter påbud kører i venstre side af vejen. Langt mere udbredt er dog højrekørsel, som gælder i det meste af Europa og i Danmark. Man forbinder ofte venstrekørsel med Storbritannien, hvor reglen har været gældende længe før bilens indførelse. Venstrekørsel er således udbredt i de tidligere britiske kolonier, herunder Australien, New Zealand og Malta. Også Sverige samt Island havde venstrekørsel frem til henholdsvis 1967 og 1968. Samoa (tidl. Vestsamoa) gik fra højre- til venstrekørsel i september 2009 for at lette importen af brugte biler fra New Zealand og Australien.
Biler produceret til lande med venstrekørsel er tilpasset denne regel. Væsentligst sidder rattet i højre side, hvilket tillader bedre overblik i trafikken. Køretøjer med rattet i venstre side er dog tilladt, ligesom højrestyrede biler er tilladt i Danmark. Regelforskellene mellem landene volder visse vanskeligheder og situationen er næppe ideel ud fra et trafiksikkerhedssynspunkt, men de menneskelige og økonomiske omkostninger ved at foretage ændringer i store og biltætte lande som Storbritannien ville næppe stå mål med fordelene.