Vyborgs län
From Wikipedia, the free encyclopedia
Vyborgs len (finsk: Viipurin lääni) er et historisk len i Finland. Lenet eksisterede i tidsrummet 1812-1945. Før 1811 udgjorde lenet størstedelen af Vyborgs guvernement i Rusland.
Ved freden i Nystad 1721 måtte Sverige afstå Det karelske næs og Ladoga-Karelen til Rusland. Ved freden i Åbo 1743 måtte Sverige tillige afstå alt land øst for Kymmene älv til Rusland. Disse områder i Rusland udgjorde frem til 1811 Vyborgs guvernement. Da hele Finland blev afstået til Rusland i 1809, blev Vyborgs guvernement genforenet med Finland i 1811 og udgjorde fra 1812 Vyborgs len i Finland. Byer i Vyborgs len var Vyborg (Viipuri), Fredrikshamn (Hamina), Kotka, Villmanstrand (Lappeenranta), Kexholm (Käkisalmi) og Sortavala (Sortavala). Byen Nyslott (Savonlinna), som også havde tilhørt Vyborgs guvernement, blev overført til det i 1831 oprettede Sankt Michels len.
Efter vinterkrigen 1939-1940 blev størstedelen af Vyborgs len med byerne Vyborg, Kexholm og Sortavala afstået til Sovjetunionen. Området blev generobret af Finland i fortsættelseskrigen 1941-1944 men på ny afstået til Sovjetunionen i 1944. Landafståelsen blev stadfæstet ved fredsaftalerne i Paris 1947. De over 400.000 indbyggere i de afståede finske områder blev tvangsdeporterede til Finland. De afståede områder blev indlemmet i Leningrad oblast og Karelen i Sovjetunionen. Det karelske næs med byerne Vyborg (russisk: Vyborg (Выборг)) og Kexholm (russisk: Priozersk (Приозерск)) ligger i Leningrad oblast, mens Ladoga-Karelen med byen Sortavala (russisk: Sortavala (Сортавала)) ligger i Karelia.
De tilbageværende dele af Vyborgs len med byerne Kotka, Fredrikshamn og Villmanstrand blev 1945 omdøbt til Kymmene len.