værktøj eller våben From Wikipedia, the free encyclopedia
En økse er et spåntagende/flækkende håndværktøj til at arbejde i træ, oftest med et kileformet hoved af jern med påsat træskaft parallelt med æggen. Øksen har både været anvendt som våben og værdighedstegn.
Øksens historie er lang og begynder kort efter, at mennesket begyndte at bruge håndkiler af groft tilhugget flint. Således kendes danske eksemplarer med titusinder af år på bagen. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes med de bare næver. I Danmark skæftes de første økser omkring 10.000-8000 f.Kr., og det har de været siden.
Flintøksen kendes fra den ældste stenalder, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste som stridsøkser. Det vides ikke præcis, hvor længe man har anvendt flinteøkser, men de har været brugt siden stenalderens begyndelse til et stykke ind i bronzealderen, hvor metallet bronze gradvist udkonkurrerer flinten. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså resultatet af et lynnedslag. Heraf kommer den landlige tradition med at nedgrave en stenøkse i gårdspladsens pigstensbelægning, idet "lynet jo ikke rammer det samme sted to gange".
Fra bronzealderen kendes en del pragtøkser eller paradeøkser, der er store, tunge og hule økser støbt med "tabt voks"-metoden. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til kultisk formål (parader) på samme måde som lurer. De få, der er fundet, findes ofte parvis i (mose)jorden og har været nedsænket i vådområder.
Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet, der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet, der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug", og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", dvs. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Bådebygger Helge Askholm, der var i lære på Frederikssund Bådeværft, kalder dem smilehuller.
Hovedet er normalt fremstillet ved, at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål.
Almindelige økser fås som håndøkser med vægten 200 gram op til flækøkser på 5–7 kg.
Fra begyndelsen af har der været to hovedtyper af økser:
Øksen blev længe anset for at være hver mands våben, og helt op i det 1700-tallet måtte kronen flere gange forbyde bønder at bruge langskaftede økser som "spadserestokke", der kunne bruges i slagsmål.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.