Albertus Magnus

Albertus Magnus eller Albert den Store, greve af Bollstädt (1206 i Lauingen an der Donau – 15 november 1280 i Köln) var en tysk filosof, teolog og naturforsker. Han var biskop i Regensburg 1260-1262, dominikaner og udnævnt eller ophøjet til kirkelærer og helgenkåret i 1931 med festdag 15. november.

Albertus Magnus
Albertus Magnus, maleri af Tommaso da Modena (1352).
Personlig information
Pseudonym	Doctor Universalis
Født	Albrecht ca. 1200 Lauingen, Bayern, Tyskland
Død	15. november 1280 Köln, Nordrhein-Westfalen, Tyskland
Gravsted	St. Andreas
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Università degli Studi di Padova (1223), Paris Universitet (1243)
Elev af	Guerric af Saint-Quentin, Jordan von Sachsen
Beskæftigelse	Teolog, musikolog, astrolog, økonom, botaniker, entomolog, forfatter, lærer, filosof, kemiker med flere
Fagområde	Filosofi
Arbejdsgiver	Paris Universitet (1243)
Arbejdssted	Regensburg, Hildesheim, Köln
Elever	Thomas Aquinas
Kendte værker	De mineralibus, De passionibus aeris[1], De meteoris[2], De quindecim problematibus[3], De animalibus[4] med flere
Påvirket af	Al-Farabi, Avicenna, Augustin
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Sammen med Thomas Aquinas, som var hans elev, var Albertus en af de vigtigste repræsentanter for den middelalderlige skolastik. Han indtrådte 1223 i dominikanerordenen og blev efter studier i Padua og Paris lærer i flere tyske byer, bl.a. Köln.

Albertus lavede den første systematiske tolkning af Aristoteles' skrifter i middelalderen og søgte at påvise at der ikke findes nogen modsigelse mellem Aristoteles' tænkning og kristen tro. Han var også en for sin tid fremstående naturvidenskabsmand og kaldes for doctor universalis, lærer på alle områder, på grund af sin vidtfavnende lærdom.