Autoritarisme

Autoritarisme (også kaldt Autokrati) er en styreform karakteriseret ved en stærk centralisering af magten hos et fåtal af befolkningen og begrænsede politiske friheder. Autokratier er ofte præget af vilkårlighed ift. retten til at udøve sine individuelle friheder, en høj grad af korruption, misbrug af offentligt embede og få, om nogen, forfatningsmæssige begrænsninger på statens magtudøvelse. Juan Linz karakteriserede i 1964 autoritære^[1] politiske systemer ved fire kvaliteter:

1. begrænset politisk pluralisme; dvs. at sådanne regimer begrænser politiske institutioner og grupper såsom lovgivende forsamlinger, politiske partier og interessegrupper;
2. en basis for legitimitet på grundlag af følelse, især identificering af regimet som et nødvendigt onde til at kunne bekæmpe "let genkendelige samfundsproblemer" såsom underudvikling eller oprør;
3. minimal social mobilisering, ofte forårsaget af begrænsninger af befolkningen såsom undertrykkelse af politiske modstandere og anti-regime-aktivitet;
4. uformelt defineret udøvende magt med ofte vag og skiftende magt.^[2]

Denne artikel omhandler den politiske styreform. For begrebet indenfor psykologien, se autoritær personlighed

Barbara Geddes, Joseph Wright og Erica Franz har defineret autoritære regimer som regimer, hvor regeringen er kommet til magten gennem andre midler end relativt frie og fair valg, hvor den lovgivende forsamlings sammensætning manipuleres uden om demokratiske regler og normer eller regimer hvor militæret, trods lovgivning der skal sikre relativt lige og frie valg, direkte eller indirekte forhindrer bestemte grupper i at opstille^[3].

Andre anvender andre definitioner, men fælles for dem er, manglen på velreguleret magtoverdragelse som i det væsentligste ikke tager højde for befolkningens ønsker samt vilkårlighed fra centralmagtens side, når det kommer til retten til at udøve sine personlige frihedsrettigheder.

Begrebet stammer fra antikkens Grækenland, hvor auto- betyder "selv" og -kratos betyder "styre". Med dette skal forstås "enkeltmandsstyre". Begrebet dækker derfor over en centralisering af magten hos én person, men i nutidig forståelse og i den offentlige debat bruges ordet autokrati ofte til at beskrive regimer, hvor magten er samlet hos et lille antal personer. Dette giver anledning til konceptuel forvirring mellem autokrati og oligarki, hvor sidstnævnte betyder "styre af de få". Denne konceptuelle forvirring gøres ikke bedre af begrebet "diktatur", som har rødder i den romerske republik, hvor en autokrat, kaldet en diktator, midlertidigt kunne få overdraget enekompetence, oftest i tilfælde af akutte trusler mod Rom eller republikken som sådan.

Autoritære regeringer og stater

Linz skelnede de nye former for autoritarisme fra personalistiske diktaturer og totalitære stater, og tog Spanien under Franco som et eksempel. I modsætning til personalistiske diktaturer har de nye former for autoritarisme institutionaliseret repræsentationen af en række aktører (i Spaniens tilfælde omfattede disse militæret, den katolske kirke, Falange, monarkister, teknokrater og andre); i modsætning til totalitære stater afhænger et autoritært regimes fortsatte eksistens ifølge Linz af passiv accept hos masserne snarere end decideret folkelig opbakning.^[4]

Undertyper

Linz og andre har identificeret flere undertyper af autoritære regimer.^[5]

Grundlæggende undertyper

Linz identificerede de to grundlæggende undertyper som traditionelle autoritære regimer og bureaukratisk-militære autoritære regimer:

• Traditionelle autoritære regimer er de, hvor den herskende autoritet (oftest en enkelt person) holdes ved magten gennem en kombination af at appellere til traditionel legitimitet, protektor-klient-bånd og undertrykkelse, der udføres af et apparat bundet til den herskende autoritet gennem personlig loyalitet; et eksempel er Etiopien under Haile Selassie I.^[5]
• Bureaukratisk-militære autoritære regimer er de, der regeres af en koalition af militærofficerer og teknokrater, som handler pragmatisk (snarere end ideologisk) indenfor rammerne af deres bureaukratiske mentalitet.^[5] Mark J. Gasiorowski har foreslået at disse yderligere kan underinddeles i to:
  • Simple militære autoritære regimer.
  • Bureaukratiske autoritære regimer, hvori en magtfuld gruppe teknokrater anvender statsapparatet til at forsøge at rationalisere og udvikle økonomien. Et eksempel herpå er Sydkorea under Park Chung-hee.^[5]

Andre undertyper

Linz identificerede også tre andre undertyper af autoritære regimer: korporatistiske eller organisk-statistiske, racemæssige eller etniske "demokratier" og post-totalitarisme.^[5]

• Korporatistiske autoritære regimer er de, hvori korporatistiske institutioner finder udbredt anvendelse af staten til at overtage og demobilisere magtfulde interessegrupper; denne type er primært blevet studeret i Latinamerika.^[5]
• Racemæssige og etniske "demokratier" er de, hvori visse racemæssige eller etniske grupper nyder fulde demokratiske rettigheder, mens andre helt eller delvist nægtes disse rettigheder, såsom i Sydafrika i apartheid-tiden.^[5]
• Post-totalitære autoritære regimer er de, hvori totalitære institutioner (såsom partiet, det hemmelige politi og statskontrollerede massemedier) fortsat eksisterer, men hvor ideologisk ortodoksi gradvist er faldet bort til fordel for rutinisering^{[forklar yderligere]}, brugen af undertrykkelse er faldet, statens ledelse er mindre personaliseret og mere sikker, og mængden af massemobilisering er faldet betragteligt.^[5] Eksempler på dette er Østblok-landene i midten af 1980'erne.^[5]

Autoritære regimer underkategoriseres også somme tider efter hvorvidt de er personalistiske eller populistiske.^[5]

• Personalistiske autoritære regimer er karakteriseret ved arbitrære regler og autoritet, der hovedsageligt udøves gennem klientbaserede netværk og tvang, snarere end gennem institutioner og formelle regler.^[5] Denne type regimer har blandt andet eksisteret i Afrika efter kolonitiden.
• Populistiske autoritære regimer er regimer hvor en stærk, karismatisk og manipulativ leder hersker gennem en koalition med nøglegrupper i de lavere klasser.^[5] Blandt eksempler er Argentina under Perón,^[5] Ægypten under Nasser^[5] og Venezuela under Chávez og Maduro.^[6][7]