Corot arbejdede i den realistiske og romantiske genre. Af de malere der hørte til Barbizon-skolen var Corots kunst mere individuel end Rousseau, hvis arbejde er mere traditionelt; mere poetisk end Daubigny, som dog er Corots største samtidige konkurrent; og på enhver måde smukkere end Jean-François Millet.
Kunsthistorikere deler hans arbejde i to perioder, men adskillelsen er uklar, da han ofte færdiggjorde et billede flere år efter han begyndte det. I hans tidlige periode malede han traditionelt og "stramt" — med detaljeret akkuratesse, klare omrids, og med absolut tegning af motiverne. Efter at han havde passeret 50 år ændrede hans metoder sig klart, ca. 20 år senere, fra omkring 1865, blev hans malemåde fuld af mystik og poesi.
I hans sidste 10 år blev han til "Père Corot" ('Fader Corot') i de parisiske kunstkredse[3], hvor han var meget afholdt[4] og anerkendt som en af de fem eller seks største landskabsmalere sammen med Hobbema, Lorrain, Turner og Constable.
Selvportrætter
1815
1818-21
Ca. 1835
1858
Kvindeportrætter af Camille Corot
Louise Harduin, 1831
Eftertænksom ung brunette, 1845-50 Pensive Young Brunette
Marie Anna Charmois, o. 1855
Eftertænksom pige, ca. 1857 The Brooding Girl
Afbrudt læsning, o. 1870
Andre værker af Camille Corot
Indgang til skoven i Ville d'Avray, ca. 1825 Entrée du bois à Ville d'Avray
Colosseum set fra Farnesehaverne, 1826 Le Colisée vu des jardins Farnèse
,_1858,_NGA_50793.jpg)
