D-mark

D-Marken eller den Deutsche Mark (forkortet DM eller DEM) var en møntenhed i Tyskland, der blev indført i 1948 i den vestlige besættelseszone som afløser for den værdiløse Reichsmark.

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

D-mark Tyske mark (dansk) Deutsche Mark (tysk)
DEM
Officiel møntfod i	Tyskland Bizone (1948-1949)  Vesttyskland (1949-1990) Vestberlin (1949-1990)  DDR (juli-oktober 1990)
Uofficiel anvendelse	Montenegro (1999-2001) Kosovo (1999-2001)
Inflation	(The World Factbook, 2006 skønnet)
ERM
Siden	13. marts 1979
Bundet siden	31. december 1998
Erstattet af €, udskiftet	1. januar 1999
Erstattet af €, introduceret	1. januar 2002
€ =	1,95583 DM
Binding
Bundet med	Bosnien-Hercegovina Konvertibilna mark og bulgariske lev
Underenhed
1/100	Pfennig
Tegn
Pfennig	Pf.
Symbol	DM
Pluralis
Pluralis	Mark
Pfennig	Pfennig
Mønter
Mønter	1, 2, 5, 10, 50 Pfennig, 1, 2, 5 DM
Sedler
Ofte brugte	10 DM, 20 DM, 50 DM, 100 DM, 200 DM
Sjældent brugte	5 DM, 500 DM, 1000 DM
Centralbank
Centralbank	Deutsche Bundesbank
Hjemmeside	www.bundesbank.de
v d r

1-DM-seddel fra førsteudgaven i 1948. For- og bagside.

D-marken blev i 2002 udskiftet med euroen. En euro blev sat til 1,95583 DEM under ombytningen.

Baggrund

Fra 1948 og frem til genforeningen med DDR var D-marken Europas mest stabile valuta. Garanten for denne stabilitet var Bundesbank, som den amerikanske besættelsesmagt gav tilnærmet autonomi, da Vesttyskland blev oprettet efter krigen. Politikerne skulle ikke blandes ind i pengepolitikken. For Bundesbank fremstod det derfor nærmest som et kup, da Helmut Kohl tillagde Ostmark samme værdi som DM, med vekselkursen 1 : 1. Baggrunden for Bundesbanks autoritet var de problemer, som Tyskland have kæmpet med i første halvdel af det 20. århundere; ikke kun hyperinflationen i 1923, men også udviklingen efter 1936, hvor nazi-regimet pålagde tyskerne store kapitalrestriktioner og tiltagende rationering og priskontrol. Pengemængden voksede, men der var ikke meget at få købt for de penge. I 1948 forstod amerikanerne, at tysk økonomisk stabilitet var truet af denne kolossale pengemængde. Som en modvægt blev DM indført, men folk opdagede, at mere end 90 % af deres sparepenge forsvandt i den proces. Konrad Adenauer og finansminister Ludwig Erhard lovede, at sådan noget skulle tyskerne ikke igen udsættes for. Det samme lovede Helmut Kohl og Gerhard Schröder ved euroens indføring, og fik stabilitetspagten ind som en del af Maastricht-traktaten. Men få af løfterne blev overholdt.^{[1][bør uddybes][behøver bedre kilde]}