Førsokratikere

Førsokratikere, også kaldet præsokratikere, er fællesbetegnelsen for de græske filosoffer, der levede fra ca. 585 f.Kr. og frem til Sokrates.

Kildemateriale

Førsokratikernes værker er gået tabt, og deres filosofier kendes derfor kun via fragmenter, eksempelvis fra senere filosoffers citater^[1]. Der er derfor meget, der er uvist, når det gælder detaljerne i deres tænkning. Vigtige kilder til viden om førsokratikernes filosofi er

• Diogenes Laertius' filosofihistorie^[2].
• Citater fra Platon og Aristoteles hvor de i forbindelse med en diskussion af en førsokratikers synspunkt citerer deres værker.
• Fra antikken også den romerske historiker Plutark, Stobæus og Simplicius fra Cilicia.
• Og blandt de tidlige kristne teologer Clemens af Alexandria og Hippolytus.

Fragmenterne er blevet samlet i kompendier. Men tolkniningen af præsokratikernes filosofi er særdeles vanskelig. Ikke desto mindre har de haft stor indflydelse på den senere filosofi.

Temaer

Ikke helt ufortjent er de førsokratiske filosoffer kaldet "Naturens forskere" af Aristoteles^[1]. Han mente, at førsokatikerne var optaget af at forklare de styrende grundprincipper for naturen. Andre har dog hævdet, at førsokratikernes naturforståelse indgik i et mere åndeligt syn på livet og verden^[3].

Skoler

Grafisk fremstilling af forholdende mellem førsokratikerne. De røde pile henviser til uenighed.

De kan inddeles i flere mere eller mindre veldefinerede grupper eller skoler. Blandt de vigtigste var:

• Den Ioniske skole var centreret i området omkring Milet. Fælles for dem er en søgen efter en form for naturligt grundelement eller urstof^[4].

Den inkluderer bl.a.:

• • Thales (ca. 585 f.Kr.). Thales er den vestlige verdens første filosof^[5], ("Verden hviler på vand; alt er opstået af vand.")^[6]
  • Anaximander (ca. 610 f.Kr.-546 f.Kr.)^[7]
  • Anaximenes (ca. 585 f.Kr.- 528 f.Kr.) ("Verden hviler på luft")^[8]
  • Heraklit (ca. 500 f.Kr.) ("Alt oprinder fra ild.")^[9]
  • Xenofanes (ca. 570 f.Kr.- 475 f.Kr.) ("Lad disse være accepteret som meninger, ligesom sandheden er det.")^[10]

Antikke græske byer i Italien.

Filosofien forskød sig herefter til Italien og Sicilien:

• Den pythagoræiske skole var orienterede imod matematik. Den inkluderer bl.a.
  • Pythagoras (ca. 570 f.Kr.-495 f.Kr.)
  • Filolaos (ca. 470 f.Kr.-385 f.Kr.) ("En "central ild" er universets centrum; solen er en stor mængde glas der reflekterer universets lys.")^[11]
  • Archytas (ca. 400 f.Kr.-350 f.Kr.)
  • Alcmaeon (ca. 6. århundrede f.Kr.) ("Sjælen er udødelig.")^[12]

• De eleatiske filosoffer omfatter bl.a. Parmenides og Zenon. De anskuer verden som en enhed og ser forskellighed og bevægelse som umulig eller illusorisk.^[13][14]
  • Parmenides (ca. 515 f.Kr.) ("Alt er ens og forandring er umuligt.")^[15]
  • Zenon (ca. 490 f.Kr.)^[16]
  • Melissos (ca. 440 f.Kr.)^[17]
• Den Pluralistiske skole opfandt ideen om de fire elementer. Den inkluderer
  • Empedokles (ca. 495 f.Kr.-435 f.Kr.) ("Ingen del af alt er hverken tomt eller overfuldt.")^[18]
  • Anaxagoras (ca. 500 f.Kr.-428 f.Kr.)("Alt var samlet i ét" og "Der findes noget af alt i alle ting.")^[19]
• Den Atomiske skole som blandt andre inkluderer Demokrit (ca. 460 f.Kr.-370 f.Kr.)^[20]

Blandt sofisterne regnes filosoffer som Gorgias, Hippias og Protagoras som underviste i en lang række emner mod betaling. De forbindes ofte med en vis relativisme; man så dem som ordkløvere, der kunne bevise eller modbevise hvad som helst uden hensyn til, hvad almindelig sund fornuft sagde. I Aristofanes' komedie "Skyerne" blev Sokrates fremstillet som indbegrebet af en sofist, mens han i Platons dialoger fremstilles som den, der taler imod de sofister, der optræder som hans diskussionspartnere.