Fotografi

Fotografi er en teknik, praksis og kunstart, som skaber billeder vha. opfanget lys, i dag mest elektronisk ved hjælp af en billedsensor eller tidligere kemisk ved hjælp af et lysfølsomt materiale såsom fotografisk film. Fotografi anvendes inden for en lang række områder inden for videnskab, fremstillingsvirksomhed og erhvervsliv, såvel som mere direkte i kunst, film- og videoproduktion, samt til rekreative formål, hobby og massekommunikation.^[1] En person, der betjener et kamera, kaldes en fotograf, mens det optagne billede, fotografiet, er det, der frembringes af kameraet.

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Berømt snapshot taget 11. september 2001 i New York.

Typisk bruges en linse til at fokusere lyset, der reflekteres eller udsendes fra det motiv, man ønsker at afbilde, hvorved der dannes et billede af motivet på den lysfølsomme overflade inde i et kamera under en tidsbestemt eksponering. I en elektronisk billedsensor frembringes en elektrisk ladning ved hver pixel på billedsensoren, som behandles elektronisk og lagres i en digital billedfil, til efterfølgende visning eller behandling. Med fotografisk emulsion dannes et usynligt latent billede, som senere kemisk "fremkaldes" til et synligt billede, enten negativt eller positivt, afhængigt af formålet med det fotografiske materiale og behandlingsmetoden. Et negativt billede på film bruges traditionelt til fotografisk at skabe et positivt billede på en papirbase, kendt som et print, enten ved hjælp af en forstørrelsesanordning eller ved kontaktprint.

Før fremkomsten af digital fotografering brugte man film med kemisk emulsion, der efterfølgende skulle fremkaldes for at danne negativer eller projicerbare dias, og negativer skulle printes som positive billeder, normalt i forstørret form. Dette blev typisk gjort af fotografiske laboratorier, men mange amatørfotografer, studerende og fotokunstnere gjorde det selv.

Etymologi

J.N. Niépces første fotografi fra 1826.

Ordet fotografi består af græsk φωτός (phōtós, genitiv af φῶς phōs), "lys"^[2] og γραφή (graphé) "repræsentation ved hjælp af linjer" eller "tegning",^[3] der tilsammen betyder "tegning med lys".^[4]

Den første til at bruge ordet var muligvis Hércules Florence, en fransk maler og opfinder bosiddende i Campinas i Brasilien, som anvendte den franske form af ordet, photographie, i nogle af sine notater, som en brasiliansk historiker mener blev skrevet i 1834. Denne påstand er meget udbredt, men ikke bredt anerkendt internationalt, og blev først bredt kendt efter Boris Kossoys forskning i 1980.^[5][6]

Den 25. februar 1839 trykte den tyske avis Vossische Zeitung en artikel med titlen Photographie, som diskuterede, hvem der havde opfundet fotografiet, enten Henry Fox Talbot eller Louis Daguerre.^[7] Artiklen er den tidligst kendte forekomst af ordet på tryk.^[8] Artiklen var underskrevet "JM", som menes at have været Berlin-astronomen Johann Heinrich von Mädler.^[9] Astronomen John Herschel tilskrives også opfindelsen af ordet, uafhængigt af Talbot, i 1839.^[10]

Opfinderne Nicéphore Niépce, Henry Fox Talbot og Louis Daguerre ser ikke ud til at have kendt eller brugt ordet fotografi, men omtalte deres metoder som "heliografi" (Niépce), "fotogen tegning"/"talbotypi"/"calotypi" (Talbot) og "daguerreotypi" (Daguerre).^[9]

På dansk bruges ordet fotografi både om det at tage fotografiske billeder ('fotografering') og selve billedet.^[11] Ordet foto er en senere kortform af fotografi formet efter engelsk photo.^[12]

Historie

Forløbere

Fotografi er opstået ved en kombination af en række tekniske opdagelser, der har at gøre med det at se et billede og indfange dette billede. Opdagelsen af camera obscura ("mørkt kammer" på latin ), som er et instrument, der gengiver et billede af et motiv, kan spores tilbage til det gamle Kina. De græske matematikere Aristoteles og Euklid beskrev uafhængigt af hinanden et camera obscura i det 5. og 4. århundrede f.Kr.^{[13] [14]} I det 6. århundrede e.Kr. anvendte den byzantinske matematiker Anthemius af Tralles en type camera obscura i sine eksperimenter.

Hulkamera

Lys der kommer ind gennem det lille hul i kameravæggen danner et omvendt billede på den modsatte væg.^[15]

Naturligt hulkamera: lys gennem et lille hul i taget har dannet dette billede af Prags borg på en mur over for borgen.

Skarphedsdybde

Moderne foto med lille skarphedsdybde: kun kameraet og hånden står skarpt, mens både motivet i baggrunden og fotografen forrest med vilje er gjort uskarpe.

Faldne nordstatssoldater efter slaget ved Gettysburg i juli 1863, berømt foto af Timothy H. O'Sullivan; bemærk den lille skarphedsdybde.

22. oktober 1895 kørte dette lokomotiv pga. for høj hastighed ud gennem gavlen på Gare Montparnasse i Paris; passagererne slap med skrammer, men en avissælger nede på gaden blev dræbt; stor skarphedsdybde.

Ved portrætfotos, som dette af Lenin fra 1920, tilstræbes ofte lille skarphedsdybde.

Den arabiske fysiker Ibn al-Haytham (Alhazen) (965-1040) opfandt også et camera obscura, samt det første ægte hulkamera.^{[14] [16] [17]} Mens effekten af en lysstråle, der passerer gennem et hul, allerede var beskrevet, ^[18] fremkom Ibn al-Haytham med den første korrekte analyse af virkemåden for camera obscura, ^[19] herunder de første geometriske og kvantitative beskrivelser af fænomenet,^[20] og han var den første til at bruge en mørk kasse, hvor lys gennem et hul i den ene side af kassen kunne projiceres på en skærm på den anden side, og således danne et et billede.^[21] Han var også den første til at forstå forholdet mellem fokuspunktet og hullinsen, ^[22] og udførte tidlige eksperimenter med efterbilleder, hvilket lagde grunden til opfindelsen af fotografi i det 19. århundrede.^[17]

Leonardo da Vinci nævnte naturlige camerae obscurae, i form at nogle mørke huler på kanten af en solbeskinnet dal. Et hul i hulevæggen fungerede som et hulkamera og projicerede et omvendt billede af motivet på et stykke papir.

Renæssancemalere brugte camera obscura, som faktisk har haft betydning for den optiske farvegengivelse, der dominerer vestlig kunst.

For at komme fra camera obscura til fotografi måtte man opfinde metoder til både at indfange og ikke mindst bevare det billede, der blev produceret af camera obscura. Betydningsfuldt var det, at Albertus Magnus (1193-1280) opdagede sølvnitrat, ^[23] og Georg Fabricius (1516-1571) opdagede sølvklorid.^[24]

Daniele Barbaro beskrev en optisk blænde i 1566. Wilhelm Homberg beskrev i 1694, hvordan lys formørkede visse kemikalier, den såkaldte fotokemiske effekt. Omkring 1717 brugte Johann Heinrich Schulze en lysfølsom masse til at tage billeder af udskårne bogstaver på en flaske, og på det grundlag anerkender mange tyske kilder, samt visse andre, Schulze som opfinderen af fotografiet. ^[25] Den skønlitterære bog Giphantie, udgivet i 1760 af den franske forfatter Tiphaigne de la Roche, beskriver noget, der kan betegnes som fotografi.^[26]

I juni 1802 gjorde den britiske opfinder Thomas Wedgwood det første kendte forsøg på at fastholde et billede i et camera obscura ved hjælp af et lysfølsomt stof,^[27] nemlig vha. papir eller hvidt læder behandlet med sølvnitrat. Selvom det lykkedes ham at fange skyggerne af genstande placeret på overfladen i direkte sollys, og han endda lavede skyggekopier af malerier på glas, konkluderede man, at "billederne dannet ved hjælp af et camera obscura har vist sig at være for svage til inden for overskuelig tid at frembringe en effekt på sølvnitratet". Skyggebillederne blev til sidst mørkere over det hele, så motivet forsvandt.^[28]

Opfindelsen af fotografiet

Den første permanente fotoætsning var et billede fremstillet i 1822 af den franske opfinder Nicéphore Niépce, men det blev ødelagt i et senere forsøg på at lave tryk ud fra det.^[29] Niépce havde igen succes i 1825, og året efter lavede han Udsigten fra vinduet i Le Gras, se ovenfor, det tidligst bevarede fotografi af et naturligt motiv.^[30]

Fordi Niépces kamerafotografier krævede en ekstremt lang eksponering (mindst otte timer og sandsynligvis flere dage), søgte han at forbedre sin bitumenproces betydeligt eller erstatte den med en, der var mere praktisk. I samarbejde med Louis Daguerre udviklede han metoder til eftereksponering, der gav visuelt bedre resultater, samt erstattede bitumenen med en mere lysfølsom harpiks, men den timelange eksponeringstid var stadig påkrævet. Med henblik på eventuel kommerciel udnyttelse valgte de to at holde deres arbejde hemmeligt.

Dette daguerreotypi af Louis Daguerre fra 1838 af udsigten over Boulevard du Temple i Paris anses som det første fotografi med mennesker på. Trafikken på den travle gade blev ikke foreviget pga. den lange eksponeringstid, men det blev til gengæld de to mænd til venstre i forgrunden; den ene pudser tilsyneladende den andens sko, hvilket varede længe nok til at blive foreviget.

Et tidligt farvefotografi af russiske bondepiger taget i 1909 af Sergey Prokudin-Gorsky.

Smukke og velklædte kvinder, her den polske model Magdalena Frąckowiak i en Elie Saab-kjole, har altid været et yndet foto-motiv.

Niépce døde i 1833, og derefter genoptog Daguerre eksperimenterne med de lysfølsomme sølvsalte, som Niépce havde opgivet mange år tidligere, fordi han ikke kunne gøre billederne lysægte og varige. Daguerres udviklingsarbejde kulminerede i det, der senere skulle blive kaldt daguerreotypiprocessen. Her bestråles en forsølvet overflade, som først er behandlet med joddamp, med lys fra motivet, og dernæst fremkaldes det dannede billede med kviksølvdamp, som fortættes hvor joden er omdannet af lyset; endelig "fikseres" billedet med varmt mættet saltvand, som bortvasker den jod, der ikke er blevet belyst og derfor stadig er lysfølsom. De vigtige trin i denne proces var på plads i 1837. Den nødvendige eksponeringstid blev nu målt i minutter i stedet for timer. Daguerre tog det tidligste bekræftede fotografi med mennesker i 1838, se figur. Daguerres proces blev i overordnede træk offentliggjort den 7. januar 1839, og nyheden skabte international sensation. Frankrig indvilligede snart efter i at betale Daguerre en årlig pension til gengæld for retten til at præsentere hans opfindelse for verden som en gave fra Frankrig, hvilket skete, da en komplet beskrivelse af proceduren blev offentliggjort 19. august 1839. Samme år tilskrives den amerikanske fotograf Robert Cornelius æren for at have taget det tidligst bevarede fotografiske selvportræt.

I Brasilien var Hercules Florence allerede begyndt at udvikle en sølv-salt-baseret papirproces i 1832, og han kaldte den senere photographia, mindst fire år før John Herschel opfandt det engelske ord photography. I 1834, efter at have valgt sølvnitrat på papir, en kombination som havde været genstand for eksperimenter af Thomas Wedgwood omkring år 1800, viser Florences notesbøger, at det til sidst lykkedes ham at skabe lysægte, holdbare billeder.^[31] Dels fordi han aldrig offentliggjorde sin opfindelse tilstrækkeligt, dels fordi han var en ukendt opfinder, der boede i en fjerntliggende og uudviklet provins, døde Hércules Florence i Brasilien uden i sin levetid at opnå international anerkendelse som en af fotografiets opfindere.^{[32] [33] [34]}

Et gittervindue i Lacock Abbey, England, fotograferet af William Fox Talbot i 1835. Vist her i positiv form, er dette muligvis det ældste bevarede fotografiske negativ lavet i et kamera.

I mellemtiden havde en britisk opfinder, William Fox Talbot, allerede i 1834 haft succes med at fremstille grove, men rimeligt lysægte sølvbilleder på papir, men havde holdt sit arbejde hemmeligt. Efter at have læst om Daguerres opfindelse i januar 1839 offentliggjorde Talbot sin hidtil hemmelige metode i en artikel til Royal Society^[35] og begyndte at forbedre den. Ligesom andre processer før daguerreotypi krævede Talbots papirbaserede fotografering typisk timelange eksponeringer i kameraet, men i 1840 skabte han kalotypiprocessen, som brugte den kemiske fremkaldelse af et latent billede til at reducere den nødvendige eksponering betydeligt, og dermed konkurrere med daguerreotypien. I både sin originale og kalotypiske form skabte Talbots proces, i modsætning til Daguerres, et gennemskinneligt negativ, der kunne bruges til at trykke flere positive kopier; dette er grundlaget for det meste moderne kemiske fotografi frem til i dag, idet daguerreotypier kun kunne mangfoldiggøres ved at genfotografere dem med et kamera.^[36] Talbots berømte lille papirnegativ af karnapvinduet i Lacock Abbey, her t.v., et af en række kamerafotografier han tog i sommeren 1835, er muligvis det ældste kameranegativ, der findes.^[37]

I marts 1837 ^[38] brugte Franz von Kobell sølvklorid og et papkamera til at lave negativbilleder af Frauenkirche og andre bygninger i München, og tog derefter et andet billede af negativet for at få et positiv, den faktiske sort-hvid gengivelse af motivet. I 1839 rapporterede Kobell sammen med Carl August von Steinheil om deres eksperimenter til det bayerske videnskabsakademi . Deres billeder var runde med en diameter på 4 cm, og metoden blev senere navngivet "Steinheil-metoden".

I Frankrig opfandt Hippolyte Bayard sin egen proces til at fremstille direkte positive papirtryk og hævdede at have opfundet fotografiet tidligere end Daguerre eller Talbot.^[39]

Den britiske kemiker John Herschel, søn af astronomen William Herschel, bidrog også væsentligt til det nye felt. Han opfandt cyanotypiprocessen, senere kendt som "blueprint". Han var den første til at bruge udtrykkene "fotografi", "negativ" og "positiv". Han opdagede i 1819, at natriumthiosulfat kunne opløse sølvsalte, og i 1839 underrettede han Talbot (og indirekte Daguerre) om, at det kunne bruges til at "fiksere" sølvsaltbaserede fotografier og gøre dem fuldstændig lysægte. Han lavede det første glasnegativ i slutningen af 1839.

I martsudgaven af The Chemist fra 1851 udgav Frederick Scott Archer sin vådpladekollodionproces. Det blev det mest anvendte fotografiske medie, indtil gelatinetørpladen, introduceret i 1870'erne, til sidst erstattede den. Der er tre måder at udføre kollodionprocessen; ambrotypien (et positivt billede på glas), ferrotypien eller tintypen (et positivt billede på metal) og glasnegativet, som blev brugt til at lave positive aftryk på albumin eller saltpapir.

Der blev gjort mange fremskridt inden for fotografiske glasplader og trykteknik i resten af det 19. århundrede. I 1891 introducerede Gabriel Lippmann en proces til at lave fotografier i naturlige farver baseret på det optiske fænomen interferens fra lysbølger. Hans videnskabeligt elegante og vigtige, men i sidste ende upraktiske opfindelse, indbragte ham Nobelprisen i fysik i 1908.

Glasplader blev brugt til kamerafotografi fra slutningen af 1850'erne indtil den bøjelige plastfilm fremkom i 1890'erne. Selvom plastfilmens bekvemmelighed i høj grad var med til at udbrede amatørfotografering, var tidlige plastfilm noget dyrere og af markant lavere optisk kvalitet end glasplader, og indtil slutningen af 1910'erne var de ikke tilgængelige i de store formater, som de fleste professionelle fotografer foretrak, så i en årrække brugtes begge typer. På grund af glassets overlegne dimensionsstabilitet fortsatte brugen af plader i visse videnskabelige sammenhænge, såsom astrofotografering, ind i 1990'erne, og inden for nicheområdet laserholografi har den holdt ved ind i det 21. århundrede.

Film

Amerikansk cyanotype-postkort fra 1910.

Ferdinand Hurter (1844–1898) og Vero Charles Driffield (1848–1915) påbegyndte i 1876 deres banebrydende arbejde med at kortlægge lysfølsomheden af fotografiske emulsioner. Deres arbejde gjorde det muligt at måle filmhastigheden, dvs. at beregne forholdet mellem blændeåbning og eksponeringstid som forudsætning for et velbelyst billede.

Bahía Limón i Panama, albumintryk fra 1871 af John Moran.

Den første bøjelige fotografiske rullefilm blev markedsført af Kodaks grundlægger George Eastman i 1885, i form af en papirbase med en lysfølsom belægning, der som en del af forarbejdningen efter eksponering måtte overføres til en hærdet gelatinebærer. Den første transparente rullefilm fulgte i 1889. Den var lavet af en tidlig form for plast kaldet celloluid, som var meget brandfarlig pga. sit indhold af nitrocellulose.

Selvom celluloseacetat eller "sikkerhedsfilm" blev udviklet af Kodak i 1908,^[40] fandt denne til at begynde med kun af og til anvendelse som alternativ til den farlige celloluidfilm, som var betydeligt hårdere, lidt mere gennemsigtig, og billigere. Det var således først i 1933, man gik bort fra at bruge celloluid til røntgenbilleder, og selvom sikkerhedsfilm altid blev brugt i 16 mm og 8 mm hjemmevideoer, forblev den brandfarlige celloluidfilm standard for 35 mm biograffilm helt til 1951.

Film forblev det fremherskende tekniske medie for fotografering indtil fremkomsten af digital fotografering i begyndelsen af det 21. århundrede.^[40] Selvom moderne fotografering næsten udelukkende er digital, bruges film fortsat af entusiaster og professionelle fotografer. Det karakteristiske "look" på filmbaserede fotografier sammenlignet med digitale billeder skyldes sandsynligvis flere faktorer, herunder (1) forskelle i spektral- og tonefølsomhed (S-formet tæthed-til-eksponering (H&D-kurve) med film over for lineær responskurve for digitale CCD-sensorer), ^[41] (2) opløsning og (3) kontinuitet i tonen.^[42]

Sort-hvid

Et fotografisk mørkekammer med rødt sikkerhedslys.

Oprindeligt var al fotografering monokrom eller sort-hvid. Selv efter at farvefilm blev let tilgængelig, fortsatte sort-hvid fotografering med at dominere i årtier på grund af lavere omkostninger, kemisk stabilitet og dens "klassiske" fotografiske udseende. Tonerne og kontrasten mellem lyse og mørke områder definerer sort-hvid fotografering.^[40] Monokromatiske billeder er ikke nødvendigvis sammensat af rent sort, hvid og mellemliggende gråtoner. Cyanotypiprocessen, opfundet af John Herschel i 1842, giver for eksempel et billede sammensat af blå toner, mens albumintrykprocessen, brugt fra 1847, giver brunlige toner.

Mange fotografer arbejder stadig af og til med sort-hvid film, dels af kunstneriske grunde, men også pga. negativernes høje holdbarhed. Digitale farvefotos kan ved efterbehandling gøres sort-hvide, hvilket kan øge billedets kvalitet. Næsten alle digitalkameraer har en mulighed for at optage i monokrom, og næsten al billedredigeringssoftware kan kombinere eller selektivt kassere RGB-farvekanaler for at producere et monokromt billede fra ét farvebillede.

Farve

Man begyndte allerede i 1840'erne at eksperimentere med farvefotografering, hvilket dog krævede ekstremt lange eksponeringer (timer eller dage), og man kunne ikke "fiksere" fotografiet, så farverne ikke falmede, når de blev udsat for lys.

Kodak Instamatic

Kodak Instamatic-kameraet var billigt og let at betjene og blev umådelig udbredt i sidste halvdel af 1900-tallet; her den første model fra 1963 med tilhørende filmkassette.

Fra et hollandsk marked i Alkmaar, taget med et Instamatic.

Ponyer i en tysk zoo, taget af en tiårig gæst med et Instamatic.

Det første farvefotografi lavet med trefarvemetoden foreslået af James Clerk Maxwell i 1855, taget i 1861 af Thomas Sutton . Motivet er et farvet, tartanmønstret bånd.

Lagene i en 35 mm farvefilm:

1. Underlag
2. Klæber
3. Rød-følsomt lag
4. Grøn-følsomt lag
5. Gul-filter
6. Blå-følsomt lag
7. UV filter
8. Beskyttende dæklag
9. Synligt lys påvirker filmen

Det første holdbare farvefotografi blev taget i 1861 ved hjælp af det trefarveseparationsprincip, som den skotske fysiker James Clerk Maxwell formulerede i 1855.^[43][44] Maxwells idé, som blev fundamentet for stort set alle praktiske farveprocesser, var at tage tre separate sort-hvide fotografier gennem røde, grønne og blå filtre. ^{[43] [44]} Dette giver fotografen de tre grundlæggende kanaler, der kræves for at genskabe et farvebillede. Transparente udskrifter af billederne kunne projiceres gennem lignende farvefiltre og lægges oven på projektionsskærmen, en additiv metode til farvegengivelse. Et farvetryk på papir kunne produceres ved at lægge kulstoftryk af de tre billeder oven på hinanden i deres komplementære farver, en subtraktiv metode til farvegengivelse, der blev opfundet af Louis Ducos du Hauron i slutningen af 1860'erne.

Den russiske fotograf Sergej Mikhailovich Prokudin-Gorskij gjorde flittigt brug af denne farveseparationsteknik ved at anvende et specielt kamera, der successivt eksponerede de tre farvefiltrerede billeder på forskellige dele af en aflang plade. Fordi hans eksponeringer ikke var samtidige, viste ustabile motiver farve-"frynser", eller hvis de bevægede sig hurtigt gennem scenen, fremstod de som farvestrålende spøgelser i de resulterende projicerede eller trykte billeder.

Implementeringen af farvefotografering blev hæmmet af den begrænsede lysfølsomhed ved de tidlige fotografiske emulsioner, som for det meste var følsomme over for blå, noget mindre følsomme over for grøn og praktisk talt ufølsomme over for rød. Da fotokemikeren Hermann Vogel i 1873 opdagede farvestofsensibilisering, blev det pludselig muligt at forbedre emulsionernes følsomhed over for grøn, gul og endda rød farve. Forbedrede farvesensibilisatorer og løbende forbedringer af emulsioners samlede følsomhed nedbragte nu støt de engang uoverkommelige lange eksponeringstider, der krævedes for farve, og var stærkt medvirkende til at gøre farvefotografering kommercielt attraktivt.

Autochrome, den første kommercielt succesfulde farveproces, blev introduceret af brødrene Lumière i 1907. Autochrome- plader indeholdt et mosaikfarvefilterlag lavet af farvede kartoffelstivelseskorn, som gjorde det muligt at registrere de tre farvekomponenter som tilstødende mikroskopiske billedfragmenter. Efter at en Autochrome-plade var blevet reverseret for at producere en positiv transparens, tjente stivelseskornene til at belyse hvert fragment med den korrekte farve, og de små farvede punkter blev blandet sammen i øjet og gengav motivets farve ved hjælp af den additive metode. Autochrome-plader var en af flere varianter af additive farveskærmplader og -film, der blev markedsført mellem 1890'erne og 1950'erne.

Kodachrome, den første moderne farvefilm, blev introduceret af amerikanske Kodak i 1935. Den indfangede de tre farvekomponenter i en flerlagsemulsion, se figur. Et lag blev sensibiliseret for at optage den røddominerede del af spektret, et andet lag optog kun den grønne del, og et tredje lag optog kun den blå. Uden speciel filmbehandling ville resultatet blot være tre overlejrede sort-hvide billeder, men komplementære cyan-, magenta- og gule farvestofbilleder blev skabt i disse lag ved at tilføje farvekoblere under en kompleks behandlingsprocedure.

Tyske Agfas tilsvarende strukturerede Agfacolor Neu emulsion kom på markedet i 1936. I modsætning til Kodachrome blev farvekoblerne i Agfacolor Neu indarbejdet i emulsionslagene under fremstillingen, hvilket forenklede forarbejdningen betydeligt.

Instant farvefilm, der bruges i et specielt kamera, som fremstiller et unikt færdigt farveprint kun et minut eller to efter eksponeringen, blev introduceret af Polaroid i 1963.

Farvefotografering kan danne billeder som positive transparenter, som kan bruges i en diasprojektor, eller som farvenegativer beregnet til brug ved positive farveforstørrelser på specielt fotopapir. Sidstnævnte er nu den mest almindelige form for filmbaseret (ikke-digital) farvefotografering, på grund af det automatiserede fotoprintudstyr. Efter en overgangsperiode omkring 1995-2005 er farvefilm blevet henvist til et nichemarked pga. fremkomsten af stadigt billigere digitalkameraer med stadigt højere megapixel-opløselighed. Den gammeldags analoge film er fortsat nogle fotografers foretrukne på grund af dens karakteristiske "look".

Digitalt

Kodak DCS 100, baseret på et Nikon F3 -kamerahus med digital lagringsenhed.

I 1981 afslørede Sony det første kommercielle kamera, der brugte en ladningskoblet enhed til billeddannelse, i stedet for en kemisk emulsion på film: Sony Mavica . Mavicas billeder blev gemt på disk, og billederne blev vist på et fjernsyn, så kameraet var ikke fuldt digitalt. Det første digitalkamera, der både optog og gemte billeder i et digitalt format, var Fujix DS-1P, udviklet af Fujifilm i 1988. ^[45]

Fotografering på en smartphone.

I 1991 præsenterede Kodak sit DCS 100 kamera, det første kommercielle digitale spejlreflekskamera. Pga den høje pris brugtes dette banebrydende kamera mest til fotojournalistik og professionel fotografering; men kommerciel digitalfotografering var nu kommet for at blive.

Digital billeddannelse bruger en elektronisk billedsensor til at optage billedet, snarere end som kemiske ændringer på film.^[45] En vigtig forskel mellem digital og kemisk fotografering er, at kemisk fotografering forhindrer fotomanipulation, fordi den involverer film og fotopapir, mens digitale fotos er meget nemmere at manipulere. Denne forskel muliggør en grad af billedefterbehandling for digitale fotos, der er forholdsvis vanskelig i filmbaseret fotografering.

Digital fotografering er i løbet af den første fjerdedel af det 21. århundrede blevet så vidt udbredt, at mere end 99% af fotografier verden over tages med digitalkameraer, i stigende grad med smartphones.

Fotografering i dag

Kompakte analoge kameraer

Dette Leica I fra omkring 1930 har tilhørt Henri Cartier-Bresson.

Det østtyske Beier Precisa bælg-kamera fra 1952 brugte 61 mm film (kaldet 120 film).^[46]

Vesttysk Rollei 35 S kamera fra 1976, berømt for sin store lysfølsomhed og handy størrelse. T.h. den tilhørende 35 mm filmrulle.^[47]

Digitalt kamera fra Canon, lanceret 2007.^[48]

Der findes i dag flere forskellige typer af digitale kameraer, d.v.s kameraer, hvor den lysfølsomme film er skiftet ud med en lysfølsom sensor. Udviklingen af disse typer af kameraer er oftest fokuseret på specifikke grupper af brugere, alt fra professionelle fotografer over til børn der skal have deres første kamera.^[49]

Kameratyper

Systemkameraer

Et systemkamera er et kamera med udskiftelige objektiv. Systemkameraer med spejl; spejlreflekskameraer (forkortet DSLR; Digital Single Lens Reflex) og spejlløse systemkameraer også kaldet mirrorless (forkortet DSL; Digital Single Lens) har ikke ret meget der fundamentalt skiller de to undertyper ad ud over R'et i forkortelsen.

Spejlreflekskameraer

Når man kigger ind i søgeren på et spejlreflekskamera er lyset rejst ind igennem linserne i objektivet, har ramt spejlet det sender det igennem en serie prismer og linser ud til dit øje. I denne type kamera ser du subjektet præcis som det ser ud i det sekund, ikke selve det billede du er ved at tage, hvorfor at billeder nemmere kan blive overeksponeret eller undereksponeret end ved andre typer af kamera

Spejlreflekskameraer optager billeder ved at lyset fra subjektet rejser ind igennem linserne i objektiver og registreres på sensoren bagerst i kameraet.

For at dette kan lade sig gøre sker der følgende når fotografen trykker på udløseren, spejlet slår op, lukkeren åbner og lukker lukkergardinet før at spejlet slår tilbage på plads og man igen kan se subjektet i søgeren.^[50]

Spejlløse systemkameraer

Når man kigger ind i søgeren på et spejlløst systemkamera er lyset rejst ind igennem linserne i objektivet, har ramt sensoren der har sendt informationen op til en lille skærm i søgeren der så, igennem flere linser, viser hvad kameraet ser LIVE. I denne type kamera ser du subjektet præcis som det kommer til at se ud på billedet, hvorfor at billedet nemmere bliver korrekt eksponeret.

Spejlløse kameraer optager billeder ved at lyset fra subjektet rejser ind igennem linserne i objektiver og registreres på sensoren bagerst i kameraet, alt efter om kameraet er indstillet til lydløs fotografering eller ej høres der et lille klik når billedet tages men billedet i søgeren bliver ikke afbrudt som i spejlreflekskameraer.^[51]

Fotosamlinger i museer

Alfred Stieglitz tog i 1907 dette foto, senere berømt for sin gennemførte komposition, af tredje klasses passagerer ombord på den tyske damper Kaiser Wilhelm II.

• Victoria & Albert Museum, London (UK)
• National Science & Media Museum, West Yorkshire (UK)
• Royal Photographic Society, Bristol (UK)
• Museum of Fine Arts, Boston (USA)
• MoMa, New York City (USA)
• Whitney Museum of American Art, New York City (USA)
• SFMoMa, San Francisco (USA)
• Art Institute of Chicago, Chicago (USA)
• Chicago Museum of Contemporary Photography, Chicago (USA)
• Getty Research Institute, Los Angeles (USA)
• New York Public Library, New York City (USA)
• Fotomuseum Antwerp, Antwerpen (B)
• Nederlands Fotomuseum, Rotterdam (NL)
• Musée d'Orsay, Paris (F)
• MEP Maison européenne de la photographie, Paris (F)
• Museum für Fotografie, Berlin (D)
• Bildagentur für Kunst, Kultur und Geschichte, Berlin (D)
• Fotosamling i Berlinischen Galerie, Berlin (D)
• Haus der Photographie i Deichtorhallen, Hamburg (D)