Gerundiv

Latinsk gerundiv er en infinit verbalform (nogle kalder den en af verbal-moduserne), der står adjektivisk (den kan ikke stå alene).^[1] Den fortæller om noget, som bør gøres, og kan derfor også kaldes: futurum participium i passiv (fremtids tillægsmåde i lideform).^[2] Det bøjes som et adjektiv efter 1.-2. bøjning,^[3] altså sådan her:

Maskulinum singularis nominativ: verbets stamme+nd+us, vokativ: ...e, akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ: ...i, akkusativ: ...os, genitiv: ...orum, dativ/ablativ: ...is.

Femininum singularis nominativ/vokativ: ...a, akkusativ: ...am, genitiv/dativ: ...ae, ablativ: ...a. Pluralis nominativ/vokativ: ...ae, akkusativ: ...as, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.

Neutrum singularis nominativ/vokativ/akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ/akkusativ: ...a, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.

Engelsk gerundiv er betegnelsen på ing-formen anvendt adjektivisk, hvorimod den substantiviske anvendelse kaldes gerundium,^[2] og en fællesbetegnelse er: the gerund.^[4]

Flere danske fremmedord er latinske gerundiver, f.eks:

• Konfirmand: En, der skal konfirmere (bekræfte) sin kristne tro.
• Legende: Det, der skal læses (oprindeligt om fortællinger om de første kristne; især martyrer).
• Agenda: Det, som skal ageres/gøres, dvs. dagsorden.
• Observand: En, der skal observeres (af en observant).
• Amanda: Hende, der skal elskes.
• Miranda: Hende, der skal beundres.