Johannes Brøndum-Nielsen

Johannes Brøndum-Nielsen (født 2. december 1881 i Hejlskov, Ørslevkloster Sogn, død 9. marts 1977 i Rungsted) var en nordisk filolog, docent i nordiske sprog ved Københavns Universitet 1919, professor 1926–1952.

Johannes Brøndum-Nielsen
Født	2. december 1881 Hejlskov, Danmark
Død	9. marts 1977 (95 år) Rungsted, Danmark
Gravsted	Hellerup Kirkegård
Barn	Troels Brøndum-Nielsen
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	UCL Skårup Seminarium (til 1902)
Medlem af	Kungliga Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund (fra 1948), Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (fra 1911), Det Norske Videnskaps-Akademi (fra 1946), Stednavneudvalget (1924-1968), Videnskabernes Selskab (fra 1929) med flere
Beskæftigelse	Professor, filolog
Arbejdsgiver	Københavns Universitet
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Kommandør af Dannebrog (1951), Dannebrogordenens Hæderstegn (1940)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Barndom

Brøndum-Nielsen blev født i Hejlskov, Ørslevkloster Sogn, som søn af skolelærer og kirkesanger Niels Christian Brøndum-Nielsen og hustruen Hanne Katinka Sofie, født Olsen^[1].

Brøndum-Nielsen voksede op på det sydlige Fyn^[2].

Brøndum-Nielsen havde en bror, Aage Brøndum-Nielsen, der var kunstner ved siden af lærergerningen ^[3].

Karriere

Brøndum-Nielsen fik lærereksamen fra Skårup Seminarium i 1902 og søgte så til København, hvor han i 1904 blev student fra Lang og Hjorts kursus. I 1910 blev han magister i nordisk filologi, og i 1914 fik han sin doktorgrad, dr. phil. ^[2].

I årene 1909-1919 virkede han som lærer ved Den danske realskoles seminarium og ved statens lærerhøjskole. Han fik i 1919 fast ansættelse ved Københavns universitet, først som docent, siden som professor i nordiske sprog (1926-1952)^[2].

Fra sin ungdom til langt op i sin høje alderdom udforskede Brøndum-Nielsen modersmålet. Han var ikke blot som videnskabsmand og universitetslærer, men også som igangsætter og organisator af modermålsforskningen.

Hovedværket i hans omfattende forfatterskab er den store håndbog Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling, 1–8 (1928–74), der rummer en indgående behandling af dansk lyd- og formlære indtil ca. 1500. Værket Dialekter og Dialektforskning (1927) banede vejen for universitetsundervisning i dialektologi. Ved Ordbog over det danske Sprog, 1–28 (1918–56), medvirkede Brøndum-Nielsen som en af de mest produktive redaktører.

Hans samling af skønlitterære og litteraturhistoriske værker står delvis opstillet på Læsesal Vest i Den Sorte Diamant.

Brøndum-Nielsen var også bidragyder til dagspressen, navnlig som deltager i den offentlige debat. Han kæmpede energisk, men forgæves, mod retskrivningsreformen af 1948 og mod udleveringen af de islandske håndskrifter.

Fagligt var Brøndum-Nielsen konservativ og dermed fremmed over for nyere strømninger inden for sprogvidenskaben, men på traditionens grund har hans virke sat sig mange varige spor.

Hæder

Brøndum-Nielsen blev Ridder af Dannebrogordenen 1931, Dannebrogsmand 1940 og Kommandør af Dannebrog 1951.

Privat

Brøndum-Nielsen var gift to gange^[2].

• Første gang var 23. december 1908 i Vor Frue, København, med pigen Anna Elfrieda Jensine Christensen (født 22. januar 1886 i Frederikshavn, død 27. marts 1944 i Hellerup)
• Anden gang var 1. maj 1950 på Frederiksberg med enken Johanne Wilse Nielsen (født 27. februar 1886 i København, død 2. maj 1981 i Hørsholm).

Død

Han er begravet på Hellerup Kirkegård.