Operahus
bygning for opførelse af musikværker From Wikipedia, the free encyclopedia
Remove ads
Et operahus er en teaterbygning, der bruges til operaopførelser. Et operahus indeholder en scene, en orkestergrav, siddepladser til publikum og faciliteter bag scenen til bl.a. kostumeafdeling og værksteder. Nogle huse er opført til operaopførelser, mens andre er del af større kulturcentre.
Remove ads
Historie
Det første offentlige operahus var Teatro San Cassiano i Venedig, som åbnede i 1637. Italien er operaens hjemland; det første operahus i Tyskland blev bygget i Hamborg i 1678.
I det 17. og 18. århundrede blev operahuse ofte finansieret af herskere og rige, som benyttede mæcenatet til at fremme deres politiske ambitioner og sociale prestige. Med borgerskabets voksende betydning i det 19. århundrede kom kulturlivet i højere grad til at bero på offentlig finansiering. Operahuse finansieres ofte ved en kombination af offentlige tilskud, indtægter fra billetsalg og penge fra private.
Remove ads
Operahusets opbygning
Operahuse er ofte store teatre, der har fra 1.000 pladser: La Monnaie i Bruxelles 1.700 sæder, Paris' Opéra Garnier 2.200 og Royal Opera House i London har 2.268. Nogle amerikanske operahuse er meget store, som for eksempel New Yorks Metropolitan Opera, der har 3.800 sæder og San Francisco Opera, der har plads til 3.146 tilskuere. Operahusets størrelse bestemmes også af operaproduktionernes krav til scenekapacitet.
Tilskuerrummet
I et traditionelt operahus er tilskuerrummet opdelt i et parterre og en eller flere etager, som kan være u-formet. De mellemste etager kaldes ofte for balkoner, mens den øverste etage kaldes for galleriet. I nogle operahuse er etagerne inddelt i mindre sektioner, hvor man kan sidde mere privat (loger).
I moderne operahuse er orkestergraven forsænket i forhold til parterret, så publikum kan se scenen, og så orkestermusikerne ikke overdøver sangerne på scenen. Det gælder for eksempel også scenen ved Wagnerfestivalen i Bayreuth, hvor orkestergraven er delvist overdækket. Orkestergraven har ofte plads til et meget stort antal musikere.
Tekniske faciliteter
Da der ofte er mange medvirkende involveret i en operaforestilling, har operahuse gerne et stort antal garderober og prøvefaciliteter. Da der ofte spilles flere forestillinger, er der i tilknytning til operahusenes kostume- og kulisseværksteder gerne oplagringsmuligheder til de produktioner, der ikke aktuelt spilles på scenen.
De store operahuse har ofte mekaniske scener og sceneelevatorer, der muliggør flytning af tunge forestillingselementer og hurtige sceneskift. Historiske operahuse som for eksempel Londons Royal Opera House i Covent Garden og Milanos Teatro alla Scala har gennemgået omfattende ombygninger for at kunne imødekomme kravene til moderne sceneproduktioner.
Selvom sceneopbygning og lyssætning gør brug af den nyeste teknologi, benytter operahusene som regel ikke teknisk lydforstærkning, idet en operasanger normalt vil kunne synge rummet op.
Operaer synges ofte på det sprog, librettoen er skrevet på, selvom publikum ikke kender sproget. Derfor har mange operahuse et display med tekster (som regel placeret over scenen), der er en tekstmaskine, der viser librettoteksten, mens den synges. Enkelte operahuse som for eksempel The Metropolitan Opera i New York viser endog teksten på individuelle skærme, så tilskueren selv kan vælge, hvilket sprog teksten skal oversættes til.
Remove ads
Berømte operahuse
Berømte operahuse er bl.a. Teatro alla Scala (La Scala (trappen)) i Milano, Royal Opera House (ofte kaldet Covent Garden) i London og The Metropolitan Opera (The Met eller Metropolitan) i New York.
Det kongelige Teater i København har Operaen på Dokøen.
Sydney Opera House i Australien, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, er berømt for sin arkitektur.
Se også
| Spire Denne operaartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Wikiwand - on
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Remove ads