Peder Pagh

Peder Pagh (død 23. december 1339) var biskop i Odense Stift fra begyndelsen af 1300-tallet til sin død. Han tilhørte en adelig slægt, der førte en lilje i sit våben, og regnes som den tidligst sikkert kendte repræsentant for den senere kendte adelsslægt Pagh.^[1]

Som biskop arbejdede han målrettet på at styrke uddannelsen af stiftets gejstlighed og skolesystem og spillede samtidig en fremtrædende politisk rolle som kongeligt sindet biskop under Erik Menved, Christoffer 2. og den slesvigske Valdemar III (Valdemar Eriksen).^[1]

Baggrund og slægt

Peder Pagh omtales i de biografiske kilder som tilhørende en adelig slægt, der førte en lilje i sit våben.^[1] Dette våben kendes senere fra den verdslige Pagh-slægt på Fyn og i Jylland og danner grundlag for at regne ham som stamfader eller i hvert fald som den ældst kendte repræsentant for slægten.

Senere tradition har knyttet slægtens motto, »Kong Knud som er i Gud, kom mig i hu«, til Peder Pagh og hans særlige tilknytning til Sankt Knuds kirke og Sankt Knud.^[2]

Prior og valg til biskop

Før sit valg til biskop var Peder Pagh prior i Sankt Knuds Kloster i Odense. Klosterets brødre udgjorde samtidig domkapitlet, og det var disse medbrødre, der efter biskop Gisicos død i 1300 valgte ham til ny biskop i Odense.^[1]

Valget førte straks til konflikt. Ærkebiskop Jens Grand i Lund nægtede at indvie ham, hvilket afspejler de spændinger, der på dette tidspunkt fandtes mellem kongemagten og dele af kirkens ledelse. Peder appellerede til paven, men sagen trak ud. Først i 1304 gav pave Benedict 11. ærkebiskop Isarn af Lund i opdrag at prøve valget og, hvis alt var gået rigtigt til, stadfæste og indvie Peder Pagh som biskop.^[1]

Biskop i urolige år

Peder Pagh var biskop i Odense i en meget urolig periode af Danmarks historie. Under kong Erik Menveds regeringsår deltog han i rigets politiske liv og omtales i forskningen som en klart kongesindet biskop, sandsynligvis kongens foretrukne kandidat til bispestolen i Odense.^[3]

Fra 1305 til 1326 deltog han i en række rådsmøder og medbeseglede flere vigtige rigsdokumenter. Det viser, at han hørte til blandt kongens centrale rådgivere og havde en betydelig politisk vægt i riget.^[1]

I hans sidste leveår var riget i opløsning. Kongemagten var svækket, og store dele af landet lå under holstenske grever. Odense stift lå i denne periode under grev Gerhard og grev Johans herredømme, og møntforringelser samt økonomiske uroligheder tvang biskoppen til at udstede bestemmelser om forhøjede offerpenge i 1335 for at beskytte kirkens indtægter.^[1]

I begyndelsen af 1330’erne synes han i en periode at have været trængt bort fra sit stift. I 1331 opholdt han sig i Avignon, hvor pavestolen dengang havde sæde. Senest i 1335 var han tilbage i sit stift og aktiv til det sidste. Så sent som 29. september 1339 pålagde han sogneboerne i Åsum at respektere præstegårdens skattefrihed.^[1]

Skole og uddannelse

Et centralt træk ved Peder Paghs virke var hans bestræbelser på at forbedre uddannelsen af stiftets gejstlighed og skolernes vilkår. Han arbejdede både for bedre skoleundervisning i Odense og for at sikre mulighed for højere studier i udlandet, især i Frankrig.^[1]

Omkring 1308 blev der ved Vor Frue kirke i Odense oprettet en skole, hvor provsten byggede en "pogeskole" på kirkegården. En senere kilde fortæller, at der var 32 "peblinge" i skolen, og at »biskop Peder Pag gav 10 mark korn årligt til deres underhold, så længe han levede«, hvilket svarer til 160 tønder korn om året.^[4][5]

Han arbejdede også for at skaffe midler til, at præster og klosterbrødre kunne studere ved universiteter i Frankrig. Midlerne blev især skaffet gennem annektering af sognekirker, hvis indtægter blev knyttet til kapitlet og særlige studielegater. Denne politik skabte til tider spændinger med domkapitlet, men viser samtidig en bevidst satsning på lærdom og uddannelse i stiftet.^[1]

Kirkeøkonomi og annektioner

Peder Pagh brugte i vidt omfang annektioner af sognekirker til at styrke økonomien for domkapitlet og de studerende.

Et af de bedst kendte eksempler er Pårup Kirke ved Odense. Kirken omtales første gang i 1339, da Peder Pagh med patronatsejernes samtykke inkorporerede den i Sankt Knuds Kloster. Indtægterne skulle bruges til at understøtte klosterbrødre, som studerede i Frankrig.^[6]

På lignende måde havde kong Erik Menved i 1316 skænket Stenløse kirke til formålet, hvilket Peder Pagh kunne trække på i sin skolepolitik.^[1]

Disse annektioner styrkede økonomien bag stiftets uddannelsesindsats, men reducerede samtidig den direkte rådighed, som enkelte sogne og præster tidligere havde haft over deres kirkeindtægter.

Bispesæde og opholdssteder

Som biskop havde Peder Pagh sin formelle residens ved Sankt Knuds kirke i Odense. Kilder fra Odense og omegn viser, at han også brugte hovedgården Blangstedgaard øst for byen som opholdssted.

Blangstedgaard nævnes første gang i 1309 som opholdssted for biskop Peder Pagh og fremtræder i arkæologiske og historiske undersøgelser som et befæstet anlæg af den type, der i 1200- og 1300-tallet knyttes til enkeltmandsvoldsteder og stormandsgårde.^[7][8]

I senere tradition fortælles, at Peder Pagh døde på en bispegård nær Odense, og at han i det hele taget ofte opholdt sig uden for selve byen, når forholdene i riget var urolige.^[9]

Død, begravelse og gravminde

Peder Pagh døde kort før jul 1339. Dansk Biografisk Leksikon angiver hans dødsdag til 23. december 1339.^[1] Andre kilder nævner 21. eller 22. december, men alle er enige om året 1339.

Han blev begravet i Sankt Knuds kirke i Odense. Et latinsk gravskrift med angivelse af hans dødsdag er bevaret gennem senere afskrifter i Cornelius Hamsforts skrift om Odense-bisperne Episcopi Othonienses. Gravskriften understreger hans værdighed som biskop og hans tilknytning til Sankt Knud og kirken i Odense.^[1]

Senere historikere omtaler ham som en biskop med stor autoritet og anseelse "hos høje og lave" og fremhæver særligt hans støtte til skolerne og hans omsorg for studerende og gejstlighed i stiftet.^[10]

Eftermæle

I kirkehistorien står Peder Pagh som en lærdomsvenlig biskop, der midt i stor politisk uro prioriterede uddannelse og skolernes vilkår. Hans annektioner af sognekirker til fordel for studerende i udlandet har givet ham et blandet eftermæle, men betragtes i dag som led i en bevidst strategi for at højne niveauet for stiftets gejstlige uddannelse.^[1]

For den senere Pagh-slægt har han fået en særlig rolle som den ældst kendte og bedst dokumenterede bærer af navnet, og slægtens liljevåben og motto knyttes i traditionen tilbage til hans virke som biskop i Odense.^[2]

Litteratur

• Thelma Jexlev og Erik Lund Jensen: Peder Pagh, i: Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., bind XII, 1982.
• C. Weeke (udg.): Lunde domkapitels gavebøger, 1884–89.
• L. Moltesen (udg.): Acta Pontificum Danica I, 1904.
• Alfred Krarup (udg.): Bullarium Danicum, 1932.
• Diplomatarium Danicum, 2. række, bind V–XII, 1943–60.
• Cornelius Hamsfort: Episcopi Othonienses (håndskrift, Kall 668 8°, hæfte 6).
• Henrik Thrane m.fl.: Odense Bys Historie, Odense 1982.
• Svend Larsen: Graabrødre Hospital og Kloster i Odense, København 1939.
• Museum Odense: Blangstedgaards historie, Odense.