Saudi-Arabien
kongerige i Vest Asien From Wikipedia, the free encyclopedia
Saudi-Arabien (arabisk: السعودية as-Saʿūdīyah), officielt Kongeriget Saudi-Arabien (arabisk: المملكة العربية السعودية Al-Mamlakah al-Arabiyah as-Sa'ūdiyah), er et land i Mellemøsten og det største land på den Arabiske Halvø.
Kongeriget Saudi-Arabien المملكة العربيّة السّعوديّة Al-Mamlakah al-Arabiyah as-Sa'ūdiyah | |
|---|---|
 Nationalvåben
| |
Motto: لا إله إلا الله، محمد رسول الله "Lā ʾilāha ʾillā l–lāh, Muḥammadun rasūlu l–lāh" "Der er ikke andre guder end Gud; Muhammed er Guds profet." | |
.svg) | |
| Hovedstad og største by | Riyadh 24°42′N 46°43′Ø |
| Officielle sprog | Arabisk (officielt)[1] |
| Etnicitet | Arabere (90 %) Afro-asiatiske (10 %)[1] |
| Demonym | Saudiarabere saudier (uformelt) |
| Regeringsform | Islamisk enhedsstat enevældigt monarki |
• Konge | Salman bin Abdulaziz Al Saud |
• Premierminister | Mohammed bin Salman |
| Statsdannelse | |
• Kongeriget oprettet | 23. september 1932 |
| Areal | |
• Total | 2.149.690 km2 (nr. 13) |
| 0,7 | |
| Befolkning | |
• Anslået 2014 | 30.770.375[2] (nr. 41) |
• Tæthed | 12,3/km2 (nr. 216) |
| BNP (KKP) | Anslået 2014 |
• Total | 1,652 bill. USD[3] (nr. 14) |
• Pr. indbygger | 53.935 USD[3] (nr. 11) |
| BNP (nominelt) | Anslået 2014 |
• Total | 777,870 bill. USD[3] (nr. 19) |
• Pr. indbygger | 25.401 USD[3] (nr. 31) |
| HDI (2013) | 0,836[4] (meget høj) (nr. 34) |
| Valuta | Saudiske riyal (SAR) |
| Tidszone | UTC+3 (Arabisk standardtid (AST)) |
| UTC+3 | |
| Kendings- bogstaver (bil) | KSA (Kingdom of Saudi-Arabia) |
| Luftfartøjs- registreringskode | HZ |
| Internetdomæne | .sa |
| Telefonkode | +966 |
| ISO 3166-kode | SA, SAU, 682 |
Landet grænser mod Jordan i nordvest, Irak i nord, Kuwait i nordøst, Qatar, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i øst, Oman i sydøst og Yemen i syd. Landet ligger ud til den Persiske Bugt i nordøst og det Røde Hav mod vest og er det eneste land, der har kyster mod begge disse have. Saudi-Arabien har anslået 30,8 millioner indbyggere og et areal på cirka 2.150.000 km².
Kongeriget Saudi-Arabien bliver nogle gange kaldt "De to hellige moskeers land" med tanke på Mekka og Medina, som er muslimernes to helligste byer. Saudi-Arabien blev grundlagt af Abdul Aziz bin Saud, hvis offensiv i 1902 generobrede Al-Saud-familiens forfædres hjemby Riyadh og kulminerede i 1932 med udråbelsen og anerkendelsen af Kongeriget Saudi-Arabien.
Saudi-Arabien er det land i verden, som eksporterer mest olie, og denne eksport udgør basis i den saudiarabiske økonomi. Olie står for over 90 % af landets eksportindtægter og næsten 75 % af de statslige indtægter. Dette danner grundlaget for den markante stigning i levestandarden, som er indtruffet i løbet af det seneste halve århundrede.
Landet er både juridisk, politisk og kulturelt præget af islam i den strenge sunnimuslimske udgave, der går under betegnelsen wahhabisme. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har gentagne gange udtrykt bekymringer angående menneskerettigheder i Saudi-Arabien herunder kvinders rettigheder; bekymringer som er afvist af den saudiarabiske regering.
Efter sammenlægningen af kongerigerne Hijaz og Najd fik den nye stat navnet al-Mamlakah al-ʻArabīyah as-Suʻūdīyah (translittereret fra المملكة العربية السعودية) efter kongeligt dekret ved statens oprettelse 23. september 1932 af dens grundlægger, Abdul Aziz. Dette oversættes normalt til Kongedømmet Saudi-Arabien, men teknisk set burde det være Det saudiarabiske Kongedømme.
Ordet "Saudi" er afledt af elementet as-Suʻūdīyah i landets navn og er et adjektiv kaldet en nisba, skabt ud fra navnet på kongefamiliens slægt, Al Saud. Ved at inddrage det i landets navn markerede landets herskere, at de opfattede det som en personlig ejendom for kongehuset.[5][6] Al Saud er et arabisk navn, der er dannet ved at tilføje "Al", der betyder "Huset" eller "Slægten", til personnavnet på en betydelig forfader. I dette tilfælde henviser Saud til slægtens grundlægger fra det 18. århundrede, Muhammed ibn Saud.[7]
De, der ikke anerkender det saudiske overherredømme, kalder landet for "Haramayn-landet".[8]
Uddybende artikel: Saudi-Arabiens historieTidlig historie
I tiden før islams fremkomst var området, der nu er Saudi-Arabien, bortset fra enkelte bymæssige handelsbosættelser (som Mekka og Medina) beboet nomadestammer i den ugæstfri ørken.[9] Den islamiske profet Muhammed blev født i Mekka omkring år 571. I begyndelsen af det 7. århundrede samlede Muhammed de forskellige stammer på den Arabiske Halvø og dannede en samlet islamisk stat på religiøs baggrund. Efter hans død i 632 udvidede hans efterfølgere inden for få årtier territoriet under islamisk overherredømme ud over Arabien i en islamisk ekspansion, der på sit højdepunkt under Umayyade-kalifatet dækkede området fra en del af den Iberiske Halvø i vest til Pakistan i øst. Arabien blev inden ret længe en politisk set perifer region i den islamiske verden, idet fokus skiftede til de mere udviklede områder længere mod nord.[10] Fra det 10. til begyndelsen af det 20. århundrede stod Mekka og Medina under herredømme af den lokale arabiske hersker, kaldet shariffen af Mekka, men for det meste svor denne troskab til et af de store islamiske riger med basis i enten Bagdad, Cairo eller Istanbul. Størstedelen af resten af det, der skulle blive til Saudi-Arabien, vendte tilbage til traditionel stammeliv med lokal ledelse.[11]
I det 16. århundrede tilføjede det Osmanniske Rige kysterne ved det Røde Hav og den Persiske Golf (Hejaz, Asir og Al-Hasa) til sit område og erklærede suzerænitet over de indre områder. En af årsagerne hertil var at forhindre portugisiske forsøg på at angribe det Røde Hav (ved Hejaz) og det Indiske Ocean.[12] Osmannernes kontrol over området varierede i løbet af de følgende fire århundreder i forhold til den skiftende styrke i rigets centralmagt.[13][14] Fremkomsten af det, der skulle blive den saudiarabiske kongeslægt, kendt som Al Saud, tog sit udgangspunkt i Najd i det centrale Arabien i 1744, da Muhammed ibn Saud, slægtens grundlægger, forenede sine kræfter med den religiøse leder Muhammad ibn Abd al-Wahhab,[15] grundlægger af Wahhabi-bevægelsen, en strengt puritansk form for sunni-islam.[16] Den alliance, der således blev indgået i det 18. århundrede, gav den ideologiske impuls til den saudiske ekspansion og er den dag i dag basis for den saudiarabiske kongeslægts magt.[17] Den første "saudiske stat" etableret i 1744 i omegnen af Riyadh blev hastigt udvidet og havde kortvarigt herredømmet over det meste af nutidens Saudi-Arabien,[18] men blev ødelagt i 1818 af den osmanniske vicekonge i Egypten, Muhammad Ali Pasha.[19] En betydeligt mindre "saudisk stat", primært centreret i og omkring Najd, blev etableret i 1824. I store dele af resten af det 19. århundrede kæmpede Al Saud om magten over det indre af det, der skulle blive Saudi-Arabien, med en anden arabisk herskerslægt, Al Rashid. I 1891 løb Al Rashid af med sejren, hvilket tvang Al Saud til eksil i Kuwait, hvor den yngre søn af Faisal bin Turki bin Abdullah Al Saud, prins Abdul Rahman bin Faisal blev hyldet af Kuwaits konge, Abdullah Al-Sabah 2.
I begyndelsen af det 20. århundrede var det igen osmannerne, der kontrollerede eller udøvede suverænitet over det meste af den Arabiske Halvø. Som følge af denne suverænitet lå den egentlige magt i området hos en broget skare af stammehøvdinge,[20][21] hvor dog shariffen af Mekka havde forrang og regerede over Hejaz.[22] I 1902 generobrede Abdul Rahmans søn, Abdul Aziz (senere kendt som Ibn Saud), kontrollen over Riyadh i Najd under Mubarak Al-Sabah, hvilket bragte Al Saud tilbage til tronen i Najd.[23] Aziz fik støtte af Ikhwan, en stammemilits inspireret af Wahhabi-bevægelsen anført af Faisal Al-Dawish, som var vokset hastigt siden sin grundlæggelse i 1912.[24] Med Ikhwans hjælp erobrede Aziz Hofuf fra osmannerne i 1913.[23]
Opmuntret og støttet af Storbritannien, som kæmpede mod osmannerne under første verdenskrig, anførte shariffen af Mekka, Hussein bin Ali, starten på den arabiske revolte mod osmannerne i 1916 med henblik på at skabe en samlet arabisk stat.[25] Skønt revolten, der fortsatte til 1918, ikke nåede sit mål, medførte ententemagternes sejr i verdenskrigen, at osmannernes suverænitet og kontrol over Arabien ophørte.[26]
Abdul Aziz undgik at blive indblandet i den arabiske revolte og fortsatte i stedet sin kamp med Al Rashid, og efter Al Rashids endegyldige nederlag tog han titlen sultan af Najd i 1921. Med hjælp fra Ikhwan blev Hijaz erobret i 1924-25, og 10. januar 1926 erklærede Aziz sig for konge af Hijaz.[27] Året efter tiltog han sig også titlen konge af Najd. De følgende fem år styrede han de to dele af sit rige som separate enheder.
Efter erobringen af Hijaz ændredes målene for ledelsen af Ikhwan til udbredelse af det wahhabistiske rige til også at omfatte det britiske protektorat Transjordan, Kuwait og Irak, og bevægelsen begyndte at gøre udfald mod dette område. Dette stred mod Aziz' udenrigspolitik,[28] idet var bekymret for en direkte konfrontation med briterne. Samtidig blev Ikhwan utilfreds med Aziz' indenrigspolitik, som arbejdede for en modernisering af samfundet samt flere ikke-muslimske udenlandske tilflyttere til landet. Derfor vendte bevægelsen sig mod Aziz, og efter to års kampe løb Aziz af med sejren efter blandt andet slaget ved Sabilla i 1929, og Ikhwans ledelse blev tilintetgjort.[29] I 1932 blev de to kongeriger, Hijaz og Najd, samlet i Kongeriget Saudi-Arabien.
Efter Saudi-Arabiens samling
Det nye kongerige var et af de fattigste lande i verden og var afhængigt af en beskeden landbrugsproduktion samt indtægter fra tilrejsende pilgrimme.[30] Dette ændredes imidlertid, da der i 1938 blev fundet enorme mængder af olie i Al-Hasa-regionen ved den Persiske Golf. Den egentlige udvinding begyndte i 1941 under det amerikansk kontrollerede Aramco (Arabian American Oil Company). Olien gav Saudi-Arabien et kraftigt økonomisk løft samt markant større politisk indflydelse på internationalt plan. Det kulturelle liv udviklede sig hastigt, først og fremmest i Hijaz, som var centrum for aviser og radio. Imidlertid betød den store tilstrømning af udlændinge, der kom for at arbejde i olieindustrien, en øget tilbøjelighed til xenofobi. I samme periode udviklede regeringen en stigende ekstravagance, så der i 1950'erne opstod et stort underskud på statsfinanserne, som blev dækket af enorme udenlandske lån.