Kongeriget Strathclyde

Strathclyde (walisisk: Ystrad Clud, “dalen ved Clyde”), også kendt som Cumbria,^[1] var et brittonsk kongerige i det nordlige Storbritannien i middelalderen. Det omfattede dele af det nuværende sydlige Skotland og det nordvestlige England, et område som de walisiske stammer kaldte Yr Hen Ogledd (“Det gamle nord”). På sit største i 900-tallet strakte riget sig fra Loch Lomond til Eamont ved Penrith.^[1] Strathclyde synes at være blevet indlemmet i det gælisktalende Kongeriget Alba i 100-tallet og blev derved en del af det fremvoksende Kongerige Skotland.

Kongeriget Strathclyde
400-tallet–ca. 1030
Kernen i Strathclyde er dalen omkring floden Clyde. De vigtigste steder, der forbindes med kongeriget, er vist, ligesom markeringen Clach nam Breatann (“Briternes Klippe”), som sandsynligvis markerer den nordlige udstrækning af riget i dets tidlige periode. Andre områder blev på forskellige tidspunkter føjet til eller fjernet fra kongeriget.
Hovedstad	Dumbarton og Govan
Religion	Kristendom (Romersk-katolsk), islam og jødedom.
Regeringsform	Monarki
Historie
• Etableret	400-tallet
• Ophørt	ca. 1030
Efterfulgte Efterfulgt af Sub-romersk britainnien Kongeriget Skotland

I sin tidlige periode blev det kaldt kongeriget Alt Clud, det brittonske navn på dets hovedstad, og kontrollerede området omkring Dumbarton Rock.^[2] Dette kongerige opstod i Storbritanniens post-romerske periode og blev muligvis grundlagt af folket Damnonii. Efter plyndringen af Dumbarton af en vikingehær fra Dublin i 870, synes hovedstaden at være blevet flyttet til Govan, og riget blev herefter kendt som Strathclyde. Det udvidede sig sydpå til Cumbrian Mountains, ind i de tidligere områder, der tilhørte Rheged. De omkringboende angelsaksere kaldte dette udvidede kongerige Cumbraland.^[1] Det vides ikke med sikkerhed, hvad indbyggerne selv kaldte deres rige, men det kan have været omtalt som “Cumbria.”^[3]

Sproget i Strathclyde var kumbrisk, som var nært beslægtet med oldwalisisk. Dets indbyggere blev kaldt “cumbriere.” Der var senere en vis bosættelse af vikinger eller norrøne-gælere (se Skandinavisk Skotland), men i mindre grad end i det nærliggende Galloway. Et lille antal angliske stednavne vidner om nogen bosættelse af angelsaksere fra Northumbria. På grund af de mange sproglige skift i området er det uklart, om der fandt nogen egentlig gælisk bosættelse sted før 1000-tallet.