Velfærdsøkonomi

Velfærdsøkonomi (også kaldet velfærdsteori) er en gren af mikroøkonomien, som forsøger at definere og måle et samfunds samlede velfærd (forstået som både materielle og immaterielle værdier).^[1] Velfærdsøkonomi analyserer alternative måder, hvorpå samfundets produktion og allokering af varer og tjenester kan arrangeres^[2] og forsøger at identificere, hvilke former for økonomisk politik der fører til et optimalt udfald.^[1] Velfærdsøkonomi handler om, hvordan man kan forbedre tilstanden i verden/økonomien, dvs. øge mængden af velfærd, og har dermed en normativ karakter i modsætning til positiv eller deskriptiv økonomi.^[3]

Historie

Velfærdsøkonomiens oprindelse kan spores tilbage til Adam Smith, der indførte metaforen ”den usynlige hånd” om markedsmekanismen, der under de rette forhold (kendt som fuldkommen konkurrence) fører til en hensigtsmæssig afbalancering af forbrugernes ønsker om forsyning og producenternes beslutning om at producere de pågældende varer og tjenester.^[2]

Med udbredelsen af neoklassisk økonomisk teori og ikke mindst Vilfredo Paretos og Leon Walras’ arbejde blev en mere systematisk diskussion af problemerne mulig. Pareto gav således navn til begrebet Pareto-optimalitet, et centralt begreb indenfor velfærdsøkonomien.^[4] I 1930’erne blev området en selvstændig økonomisk disciplin med navnet velfærdsøkonomi (engelsk welfare economics), og i midten af 1950’erne fik området sin endelige afrunding og matematiske formulering.^[2] Et helt afgørende hovedresultat var Kenneth Arrow og Gérard Debreus bevisførelse for velfærdsøkonomiens første hovedsætning^{[forklar yderligere hvad den siger]}.

Afvejning mellem efficiens og fordeling

Et centralt tema i velfærdsøkonomien er forholdet mellem økonomisk efficiens og fordelingsmæssige overvejelser.^[5] Begge dele vil ofte være vigtige for samfundets beslutningstagere, men kan i en række tilfælde stride imod hinanden, sådan at et tiltag, der fremmer den samfundsøkonomiske efficiens, samtidig fører til en mere uønsket fordeling af goderne, og omvendt.^[6]

Samfundsvelfærdsfunktioner

I velfærdsøkonomiske problemstillinger bruger man ofte en samfundsvelfærdsfunktion til at illustrere betydningen af såvel denne som andre afvejninger. En samfundsvelfærdsfunktion beskriver størrelsen af den samlede velfærd i befolkningen, typisk som en funktion af de enkelte indbyggeres nytte. En given samfundsvelfærdsfunktion kan bruges til at vurdere forskellige tiltag: Hvis de forøger samfundsvelfærdens værdi, er de gavnlige og bør anbefales, hvis de formindsker den, er de skadelige og bør frarådes. Begrebet blev indført i en artikel i 1938 af Abram Bergson, der ofte omtales som "banebrydende" for den økonomiske velfærdsforskning.^[7]

Allokering

I princippet kan man forestille sig, at man også ved andre allokeringsmekanismer, f.eks. en central planøkonomi, kan skabe en Pareto-optimal situation. Det ville imidlertid kræve meget store mængder information om borgernes behov og producenternes teknologiske formåen, som i praksis vil være vanskelig at fremskaffe. Aktørerne i en decentral markedsøkonomi behøver i modsætning hertil meget få informationer, for at markedsmekanismen skal kunne fungere tilfredsstillende. En af de store fordele ved en decentral markedsøkonomi er derfor de sparsomme krav til information, som den stiller, som bl.a. Nobelpristageren Leonid Hurwicz påviste i sit arbejde.^[2]

Velfærdsøkonomiens hovedsætninger

Nogle af de centrale resultater er blevet opsummeret i velfærdsøkonomiens to hovedsætninger, som ofte betragtes som det helt centrale grundlag for mikroøkonomisk teori.^[5] Kort fortalt siger hovedsætningerne^[2], at

1. En markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence er efficient (Pareto-optimal)
2. Enhver efficient allokering kan frembringes af en markedsøkonomi med fuldkommen konkurrence suppleret med en passende omfordeling af resurserne (f.eks. indkomsterne) i samfundet

Den første hovedsætning leverer det teoretiske fundament for Adam Smiths verbalt formulerede forestilling om ”den usynlige hånd”: Markedsmekanismen er, når betingelserne for fuldkommen konkurrence er opfyldt, meget effektiv til at allokere resurserne i en markedsøkonomi. En markedsøkonomi sikrer imidlertid ikke, at fordelingen af goderne er i overensstemmelse med det, befolkningen opfatter som rimeligt. Den anden hovedsætning omhandler forholdet mellem efficiens og fordeling. Den siger, at man i princippet kan opnå enhver Pareto-optimal fordeling af goderne, man måtte ønske, ved at starte med at fordele resurserne i økonomien på en bestemt måde, og derefter overlade til markedet at sørge for, at allokeringen bliver efficient. Den anden hovedsætning siger dermed, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem fordelings- og efficienshensyn. Betingelserne for denne hovedsætning kan dog anses for at være restriktive; således forudsætter den tilstedeværelsen af forvridningsfri beskatnings- og overførselsmuligheder (såkaldte lumpsum-overførsler).

Somme tider nævnes Arrows umulighedsteorem som velfærdsøkonomiens tredje grundlæggende teorem.^[1] Indholdet i dette teorem er, at når vælgere kan vælge mellem mindst tre forskellige muligheder, findes der ikke noget valgsystem, som kan sikre en logisk afgørelse, der samtidig opfylder nogle bestemte rimelige kriterier.

Anvendelser

Velfærdsøkonomi beskæftiger sig også med praktiske løsninger på, hvordan en given markedsøkonomi kan forbedres. Principper fra velfærdsøkonomien finder således anvendelse i en række anvendte økonomiske discipliner som eksempelvis sundhedsøkonomi, miljøøkonomi og transportøkonomi. Problemstillingerne drejer sig ofte om at korrigere virkningen af markedsfejl som tilstedeværelsen af markedsmagt, eksternaliteter, offentlige goder eller asymmetrisk information. Afhængigt af markedsfejlens karakter kan den elimineres ved forskellige former for offentlig indgriben (f.eks. pålægning af en særlig skat - en såkaldt Pigou-afgift - ved en negativ eksternalitet eller et tilsvarende subsidium ved en positiv eksternalitet).^[3]