Niels Bjerrum
dansk kemiker (1879-1958) / From Wikipedia, the free encyclopedia
Niels Janniksen Bjerrum (født 11. marts 1879 i København, død 30. september 1958 i Valby) var en dansk kemiker.[1][2][3]
Niels Janniksen Bjerrum | |
---|---|
Født |
11. marts 1879(1879-03-11) København |
Død |
30. september 1958 (79 år) Valby |
Nationalitet | Dansk |
Far | Jannik Bjerrum |
Barn | Jannik Bjerrum |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet |
Akademisk vejleder | Sophus Mads Jørgensen |
Medlem af |
Videnskabernes Selskab, National Academy of Sciences (fra 1952), Kungliga Ingenjörsvetenskapsakademien |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, kemiker |
Forskningsområde | Uorganisk kemi |
Arbejdsgiver | Københavns Universitet |
Arbejdssted |
Københavns Universitet Landbohøjskolen |
Kendte værker | Bjerrumdiagram, Bjerrum-længde |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
- Der er flere personer med dette navn, se Niels Bjerrum (flertydig).
Bjerrum blev student fra Metropolitanskolen 1897 og blev uddannet på Københavns Universitet fra 1897 til 1902. Han fik sin doktorgrad i 1908. Han udførte studier af koordinationskemi under Sophus Mads Jørgensen.
I 1912 blev han docent ved Københavns Universitet, og i 1914 blev han professor på Landbohøjskolen i København, hvor han efterfulgte Odin Tidemand Christensen. Han blev på denne post indtil han blev pensioneret i 1949. Fra 1939 til 1946 var han også direktør på Landbohøjskolen.
Bjerrumdiagrammer[4] og bjerrum-længde[5] er opkaldt efter Niels Bjerrum.
Niels Bjerrum blev nomineret til Nobelprisen i kemi tre gange: i 1927 af Fritz Weigert, i 1931 af Arnold Eucken og i 1956 af Hermann Irving Schlesinger og Walter Hieber.[6] I 1954 blev han udnævnt til æresdoktor på Danmarks Tekniske Universitet.[7]
Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.